Minkkommissionen: Statsministerens instruks var "groft vildledende og klart ulovlig"
Statsministeriet handlede "meget kritisabelt i forløbet" i Minksagen, viser netop offentliggjort beretning.
Opdateres...
Minkkommissionen vurderer, at statsminister Mette Frederiksen under pressemødet 4. november 2020 "objektivt set var groft vildledende".
Det fremgår af den beretning, som Minkkommissionen netop nu præsenterer for Folketinget, og som TV 2 har set dele af.
Det er dog kommissionens vurdering, at statsministeren i forhold til at vildlede om den manglende lovhjemmel "subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil".
Her er dog værd at bemærke, at kommissionen specifikt skriver, at den ikke har foretaget en vurdering af, om der kan være tale om grov uagtsomhed.
Det siger ministeransvarsloven om forsæt og uagtsomhed
§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.
Kilde: Retsinformation.dk
Faktatjek frikender ikke
Om Statsministeriets rolle i sagen skriver kommissionen:
"Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november”.
Samtidig fremgår det, at Statsministeriet burde have "rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet" inden det famøse pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte, at alle mink skulle aflives.
OVERBLIK: Her er de vigtigste pointer fra Minkkommissionens beretning
Den 1649 siders lange beretning fra Minkkommissionen, der har undersøgt sagen om aflivningen af danske mink i slutningen af 2020, er landet hos Folketingets Granskningsudvalg.
TV 2 samler løbende de vigtigste pointer her.
Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt". Ministeriets ageren har ifølge kommissionen ført til grov vildledning af "minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder 4. november 2020", står der.
Mette Frederiksen (S), statsminister, var "objektivt set (...) groft vildledende" på pressemødet 4. november 2020 men uden, at hun var klar over det. Det vurderes, at statsministeren "subjektivt ikke have viden herom eller hensigt hertil". Det bør noteres, at kommissionen ikke har lavet en vurdering af, om der er "grov uagtsomhed" i forbindelse med statsministerens rolle i sagen.
Barbara Bertelsen, Statsministeriets departementschef, har begået tjenesteforseelse. Det er af sådan en grovhed, at "der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet."
Thorkild Fogde, rigspolitichefen, har ifølge beretningen også begået tjenesteforseelse "af sådan en grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, som kunne føres tilbage til pressemødet den 4. november 2020".
Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet, får ifølge beretningen næsten samme bedømmelse og har begået tjenesteforseelser af sådan en grovhed, at "det offentlige søger at drage ham til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med opretholdelsen af den grove vildledning, som kunne føres tilbage til pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende oprettelse heraf".
For at få aflivet minkene hurtigst muligt udstedte regeringen en såkaldt tempobonus på 20 kroner per mink. Men der var ifølge kommissionen ikke hverken materiel eller finansiel hjemmel for at udstede bonusser til minkavlerne. Avlerne blev derfor "groft vildledt" af regeringen.
Kommissionen tror ikke på, at forhenværende fødevareminister Mogens Jensen først fik besked om manglende lovhjemmel 7. november 2020. Han fik dem tidligere, mener kommissionen - "nemlig den 5. november 2020, og kommissionen finder således, at Mogens Jensen i hvert fald under samrådet den 11. november gav urigtige oplysninger", står der.
Henrik Studsgaard, departementschef i Miljøministeriet, har ifølge kommissionen begået tjenesteforseelser af sådan en grovhed, at der foreligger grundlag for, at det "offentlige søger ham braget til ansvar i anledning af hans medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf, Fødevarestyrelsens brev af 6. november 2020 til minkavlerne" og Mogens Jensens presseudtalelse 8. november 2020.
- Selve statsministerens indledning til brug for pressemødet havde i et udkast været til faktatjek, blandt andet i Miljø- og Fødevareministeriet som ressortministerium, men kommissionen finder, at dette faktatjek, som fandt sted på lavere niveau i ministerierne, under de anførte omstændigheder var utilstrækkeligt til at fritage for kritik for den skete grove vildledning og klart ulovlige instruks.
Kommissionen har haft til opgave at undersøge forløbet op til og omkring regeringens pressemøde 4. november 2020, hvor Mette Frederiksen meddelte, at alle mink skulle aflives.
Herunder også vurdere, hvornår de enkelte medlemmer af regeringen fik kendskab til, at der ikke var den nødvendige lovhjemmel til at træffe beslutningen.
Minkkommissionen: Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser
Der er grundlag for, at minksagen kan få konsekvenser for departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.
- Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf.
Havde tid til at behandle sagen af flere omgange
Kommissionen konkluderer, at Barbara Bertelsen ikke havde kendskab til den manglende lovhjemmel, men at hun i sin egenskab af departementschef for Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet over for ressortministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet.
Statsministeriet indkalder til mink-pressemøde fredag
Der indkaldes fredag til pressemøde i Statsministeriet, som bliver kritiseret for at handle meget kritisabelt.
Statsministeriet indkalder til pressemøde fredag om sagen om mink, hvilket er dagen efter offentliggørelsen af en beretning om sagen fra Minkkommissionen.
Det finder sted klokken ti fredag, hvilket er flere timer før, Tour de France starter i Danmark.
Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt i forløbet" i sagen om aflivning af de mange millioner mink.
Det fremgår af en beretning, som er offentliggjort torsdag.
Det ventes, at statsminister Mette Frederiksen (S) stiller op. Hun får selv hård kritik, men det vurderes, at hun ikke vidste, at der ikke var lovgrundlag for at kræve alle mink aflivet.