I en pause under optagelserne brød hun sammen i tårer – i dag ved hun hvorfor

I dag ved 25-årige Mekdes, hvorfor oplevelsen gjorde så stort indtryk på hende. Foto: TV2
Af Morten Høeberg Mortensen
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel
I samarbejde med TV 2 Nyheder

Mekdes balancerer mellem at tro og at tvivle på sig selv. Den største tvivl ramte efter særlig oplevelse tidligt i hendes karrieren.

Mekdes vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv.

Under et halvtag sad de tre chefer, som styrede produktionen af ’Toppen af poppen’. De var midt i en samtale, men Mekdes lod sig bare dumpe ned midt imellem dem med bævrende underlæbe.

Det var sidste optagedag, og om 20 minutter skulle hun sætte sig klar med de andre artister. Som den første skulle hun selv på banen og synge en af Medinas sange.

Lydprøven var gennemført, og bandet sad klar.

- Jeg ved det ikke… Jeg er bare lidt rørt, fremstammede Mekdes.

Så brød hun ud i tårer.

Den betænksomme bølle

Når 25-årige Mekdes Vinholt Pedersen, går på scenen, er det blot under fornavnet Mekdes. Udover flere singler og EP’er, har hun også udgivet albummet ’Greedy’ fra 2022.

Hun har vundet P3-Talentprisen, storhittet med sangen ’Føles godt’ sammen med kunstneren Uro, og er nu aktuel i ’Toppen af poppen’.

Rejsen dertil har været lang. Både i antal kilometer, men også personligt. Og så har den kræveten portion selvtillid så stor, at den kan kvase selv den største tvivl.

Mekdes skilte sig ud i barndomsbyen Starup, hvor hun følte sig som den eneste, der dyrkede musikken. Foto: Privatfoto

Mekdes blev født i Etiopien, men blev som otte måneder gammel adopteret ind i en familie i den lille sønderjyske by Starup, hvor hun skilte sig ud med sit store krøllede hår.

Hun var med egne ord lidt af en ”bølle”.

- Jeg var dårlig til ikke at få min vilje. Selv de mindste ting kunne ødelægge min dag fuldstændig, siger Mekdes.

Når hun blev allermest vred, blev hun voldelig mod de andre børn, og hun blev ofte sendt udenfor klasselokalet for at køle af.

Men det var ikke, fordi hun havde lyst til at gøre andre ondt.

Tværtimod.

Hun havde bare svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert. Derfor fik hun også altid dårlig samvittighed, når hun havde gjort nogen kede af det.

Engang løb hun hjemmefra i vrede, men efterlod først en seddel på døren.

”Hej mor, jeg er bare lige løbet hjemmefra,” stod der, så hendes mor ikke skulle bekymre sig alt for meget.

Musik var et frirum, men det hjalp blandt andet også Mekdes til at koncentrere sig. Foto: Privatfoto

I skolen havde hun svært ved at koncentrere sig, og lære det hun skulle. Det var ikke så meget, fordi hun ikke kunne, men snarere fordi hun ikke rigtig gad.

Det hjalp en smule, hvis hun fik lov til at høre musik i det ene øre.

For selvom Starup var en traditionel dansk fodbold- og håndboldby, så vidste hun fra en meget tidlig alder, at der var noget andet, der trak mere i hende.

Musikken.

Selvom hun følte, at hun var den eneste i Starup, der dyrkede musikken, så følte hun sig ikke ensom. Musikken blev hendes fristed. Det var hendes styrke.

Det var især sangene på Disney Channel, i MGP og i Eurovision, der vakte Mekdes' kærlighed til musik. Foto: Privatfoto

Kritisk karaoke

Da Mekdes som 12-årig flyttede til Kolding med resten af sin familie, efterlod hun det udadreagerende barn i Starup. Dermed tog hun et stort spadestik til at blive den person, hun er i dag.

I dag er hun sin egen største kritiker, når det kommer til musikken. Sikkert en bivirkning af at vokse op i en sportsfamilie, hvor man var resultatorienteret, og hele tiden at stræbte efter at forbedre sig.

Selvkritikken skinner igennem i et ferieminde, som Mekdes husker meget tydeligt.

I 2017 var hun med familien på Mallorca, og Mekdes var taget på karaokebar med sin bror.

Hun havde besluttet sig for at blæse de omtrent otte bargæster bagover med Beyonces ’Halo’, som hun havde øvet sig på i over et år.

Og alle fremmødte var da også ellevilde. Men ikke Mekdes selv, som følte, at hun kunne have gjort det bedre.

- Jeg lagde mikrofonen hårdt ned i bordet og stormede ud, fordi jeg var så sur, siger hun.

Så gik hun frem og tilbage ude på gaden i rent raseri, mens hendes bror skraldgrinende prøvede at forklare hende, hvor ligegyldigt det var.

- Der gik over et år, før han kunne nævne episoden, uden at jeg blev rasende igen.

Et par år senere skulle hun møde sin karrieres hidtil største modgang. Nu var det ikke kun hendes egen selvkritik, der såede tvivl i hende.

I dag fylder tvivlen 50 procent af tiden for Mekdes. Foto: Jacob Fredegaard Hansen

Ramte alle usikkerheder

Mekdes, der på det tidspunkt var omkring 19 eller 20, var i starten af sin karriere, da hun i en periode arbejdede sammen med et hold af producerer, som havde tilbudt at hjælpe med at forme hendes musik.

Men hun fandt hurtigt ud af, at samarbejdet ikke var det rigtige for hende.

I hendes hoved var Mekdes hende, og kun hende. Men hun oplevede, at Mekdes pludselig var blevet en gruppe af mennesker, som ville forskellige ting rent musikalsk.

Mekdes skriver og producerer alt sin musik selv. Blandt andet i hjemmestudiet i Kolding, hvor hun bor. Foto: Phillip Leonhard

Da hun fortalte de andre, at hun ville fortsætte alene, fik hun en kontant melding:

”Det tror vi virkelig ikke på, at du kan.”

- Jeg var på en måde stadig et barn. Så det ramte alle mine usikkerheder, siger Mekdes.

Efter bruddet havnede hun i en skriveblokade.

Komplimenter i bagagen

Mekdes arbejdede sig dog igennem blokaden efter nogle måneder, da det lykkedes hende at skrive sangen 'In favor of you'. Og selvom oplevelsen såede tvivl i hende, så krævede det netop også en stor portion selvtillid at turde at afbryde samarbejdet.

En selvtillid, der allerede begyndte at spire i den lille musikglade pige med det store hår hjemme i Starup.

Fordi hun var den eneste i barndomsbyen, der dyrkede musikken, var hun jo også den bedste. Og det lod andre hende gerne vide.

- Så når jeg får at vide, at der er noget, jeg ikke kan, så har jeg alligevel adskillige års komplimenter i bagagen, som bekræfter mig i, at jeg er god nok, siger Mekdes.

Mekdes' kæreste Lærke har betydet rigtig meget, og hun er blandt andet god til at få Mekdes til at tro mere på sig selv. Foto: Privatfoto

Selvom tvivlen og selvkritikken stadig fylder 50 procent af tiden, så gør hun sit bedste for at fokusere på det positive.

I dag skriver og producerer Mekdes alle sine sange selv.

- Jeg er så specifik. Inde i hovedet ved jeg lige præcis, hvordan jeg vil have det til at lyde. Og så er det nemmere at bringe det til live uden støj fra andre. Jeg stoler meget på min egen intuition og smag, siger hun.

Troen på egne evner har da også bragt hende langt siden det mislykkede samarbejde. Og nu kan hele Danmark følge med, når hun toner frem i ’Toppen af poppen’.

Det skulle vise sig at blive en vanvittigt følelsesladet oplevelse for hende.

Når Mekdes bliver nervøs inden en koncert, siger hun positive ting til sig selv. Noget hun lærte af Medina under 'Toppen af poppen'. Foto: Dennis Frandsen

En kæmpe legeplads

Lige da hun fik at vide, at hun var blevet tilbudt at være med i ’Toppen af poppen’, tvivlede hun. Var hun for ny?

- Jeg var bange for, om folk ville tænke, ”hvorfor dælen er hun med? Det hedder jo ikke ’Bunden af poppen’ eller ’Starten af poppen’.”

Men hun har altid holdt meget af programmets koncept, så beslutningen var i sidste ende slet ikke svær at tage.

Mekdes har altid holdt af 'Toppen af poppen'. Foto: TV2

Hun så det som en ”kæmpe legeplads”, hvor hun kunne få lov til at slå sig løs. Og en mulighed for at invitere danskerne med ind i sit musikalske univers.

Allerede på første optagedag stod det dog klart, at hun især på ét punkt adskilte sig fra de andre.

Mekdes var starstruck. Meget starstruck.

Spillede ikke sej

Hun sagde måske ikke helt så meget, som hun plejede. Hun prøvede bare at tage det hele ind.

Den ellers selvsikre Mekdes, havde svært ved at forstå, at hun var landet i samme selskab som Anne Linnet, Medina, Peter Sommer Jonah Blacksmith og Dopha – de andre deltagere i årets ’Toppen af poppen’.

- Det var slet ikke nogen hemmelighed. Jeg syntes, det var så surrealistisk, siger hun.

Hun kunne ikke lade være med at have en nagende tanke om, hvorvidt hun var lige så dygtig som de andre. På samme tid var det et enormt privilegie for hende at tilbringe tid med dem, og ikke mindst at få lov til at spille deres sange for dem.

- Og heldigvis var det så ærlig en forsamling, at man gerne måtte gå ind i et rum og bare sige, ”jeg starstrucker for sygt”. Man behøvede ikke at spille sej, siger Mekdes.

Flere gange i løbet af ugen, boblede de overvældende følelserne også op i hende. Det største udbrud kom dog den sidste dag.

Den eller så selvtillidsfulde Mekdes lagde slet ikke skjul på, at hun var starstruck i mødet med de andre deltagere. Foto: TV 2

Fantastiske tilfældigheder

20 minutter inden hun skulle synge for Medina og de andre, vidste Mekdes ikke rigtig, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var bare overvældet.

-Ej, nu skal jeg også snart stoppe med at græde, tænkte Mekdes, mens de tre produktionschefer, der var kvinder på omtrent Mekdes’ mors alder, trøstede og støttede hende.

I situationen havde hun svært ved at begribe, hvorfor hun var så rørt.

Mekdes er utroligt taknemmelig for, at hendes liv endte, som det gjorde. Det var nemlig slet ikke givet. Foto: TV 2

En del af det var selvfølgelig, at det havde været en kæmpe oplevelse at være med.

- Man går meget og drømmer om, at alting altid skal blive endnu større. Men i det moment blev jeg bare ramt af, at nu skete det rent faktisk. Det var en kæmpe milepæl, som jeg virkelig skulle huske at sætte pris på, siger hun.

Når hun i dag tænker tilbage på episoden kan hun også se, at der var en langt større årsag.

For på en måde var ’Toppen af poppen’ også kulminationen på et helt livs fantastiske tilfældigheder.

En lang række af dominobrikker, der var faldet helt tilfældigt, men stadig lige præcis i den rigtige rækkefølge, fra at Mekdes blev født i Etiopien, til at hun nu sad i Harboøre og ventede på at synge, for et af sine helt store idoler.

En rørende optræden

Hun føler en enorm taknemmelighed over, hvordan hendes liv er endt, i forhold til hvordan det kunne være blevet. Og den taknemmelighed blev sat i perspektiv lige der under tv-optagelserne.

- Én ting er at blive adopteret til et land, hvor man har det godt. Eller bare til et land hvor man overlever. Noget andet er, at jeg får lov til at udleve min største drøm, som jeg har haft, siden jeg var helt lille, siger hun.

- Gid at alle kunne få lov til at opleve så gode ting. For det gør alle ikke. Heller ikke selvom de kæmper mindst lige så hårdt som mig. Hvor er det vildt, at det lige præcis var mig, der fik den familie og det liv. Alle de tilfælde, der har gjort, at livet blev, som det blev.

Til sidst fik hun styr på følelserne og blev klar til at optage. De andre deltagere vidste ikke, at hun lige havde haft et mindre sammenbrud.

Da Mekdes havde sunget for de andre, fik Medina tårer i øjnene.

- Jeg har også lige grædt, sagde Mekdes bramfrit, nærmest uden at tænke over det.

- Hvorfor? spurgte Medina helt forundret.

Det kunne Mekdes ikke helt forklare.

Det kan hun i dag.

Hvordan kan man leve med sorg? To mødre mistede et barn – nu giver de bud på svar

Tina Kreutzer (tv) og Dorte Rønne (th) laver sammen podcasten "Livet med sorgen". Foto: Pia Thordsen
Udgivet

Med syv måneders mellemrum mistede Dorte Rønne og Tina Kreutzer fra Vejle deres førstefødte børn i forfærdelige ulykker. Det er der kommet et website, en podcast og en bog til og fra en sørgende ud af.

Taknemmelighed. Hvordan finder man ind til den følelse midt i sit livs værste mareridt?

I årevis havde Tina Kreutzer skrevet taknemmelighedsdagbog. Men nu var hun knust. Ødelagt af sorg efter tabet af sin datter.

En november-morgen i 2022 havde hun fået den værste besked i sit liv: Hendes 23-årige datter var omkommet samme nat. Ramt af et nattog, mens hun sad og tog håndcreme på et helt forkert sted.

I dagene, ugerne og månederne efter ulykken var det som om, sorgen voksede. Ikke kunne være i hendes krop.

Alligevel måtte hun fortsætte. Sætte pennen til papiret og skrive: Taknemmelig for et par timers sammenhængende søvn i nat.

Ingen hjælp at hente

Tina Kreutzer skrev smerten ud. Talte om den. Forsøgte at holde igen. Ikke overvælde folk med den smerte, som til tider voksede uudholdeligt i hendes indre. Indimellem taknemmelig, når andre tog emnet op. Indimellem ikke.

Tina Kreutzer fik malet et billede af sin datter, da hun var død. Foto: Pia Thordsen

Søgte på Facebook efter svar på, hvordan man får smerten til at blive mindre, men fandt intet.

- Jeg tror ikke, der findes et svar, siger hun med et lille smil og med næsten to års afstand til den forfærdelige morgen i november. Med næsten to års erfaring med at være mor til et dødt barn.

Fra en mor til en mor, der har mistet

Og så måske findes der et svar alligevel.  

I hvert fald var Tina Kreutzer ikke i tvivl om, hvad hun måtte gøre, da et vennepar over en middag en aften fortalte om deres nabo, Dorte Rønne, som netop havde mistet sin 22-årige søn.

Vi gik en tur ved Haraldskær, og da vi kom tilbage til parkeringspladsen, vidste vi, at vi begge havde en energi, og at vi skulle bruge det her til noget meningsfuldt.

Dorte Krogsgaard Rønne, podcastvært og bogholder, Skibet

Lige så meningsløst som Tinas datter, Sara, var han omkommet. Druknet i et vildmarksbad, mens hans venner var gået op for at sove. Han ville ikke med.

Endnu engang måtte Tina skrive. En besked fra en mor der har mistet, til en anden mor der har mistet: Jeg er i samme situation som dig, og du skal vide, jeg er her, hvis du har brug for at tale.

Holder den døde i livet

Det havde Dorte Rønne. Hendes søn døde en fredag i juni 2023. Mandag skrev Tina, og fra da af havde de to kvinder hinanden at tale med om alt det, andre ikke forstod – eller som bare var for meget at forvente, andre skulle kunne forstå eller holde ud at blive ved og ved med at tale om.

Første gang de mødtes, indså de, at de havde noget særligt sammen, som rakte ud over tabet.

Det hjælper mig, fordi på den måde holder jeg også Sara i live: ved at tale om sorg og om død og om det at have mistet, for så er hun stadigvæk med i mit liv.

Tina Kreutzer, podcastvært og sundhedskonsulent, Vejle

- Vi gik en tur ved Haraldskær, og da vi kom tilbage til parkeringspladsen, vidste vi, at vi begge havde en energi, og at vi skulle bruge det her til noget meningsfuldt, siger Dorte Rønne.

Dorte Rønne og hendes familie laver nye minder sammen. Hvert år fremover vil de holde et "Caspers minde gokart-ræs", hvor familie og venner kæmper om andenpladsen. Førstepladsen kan ingen vinde. Den plejede Casper at kapre, og nu er den hans for altid. Foto: Pia Thordsen

Det blev til et website. Først CASA Memoria: Casper og Saras minde. Så ”Mindernes Hus”. Og en podcast. ”Livet med sorgen”.

De havde begge et behov for at beholde de døde i livet.

- Det hjælper mig, fordi på den måde holder jeg også Sara i live: ved at tale om sorg og om død og om det at have mistet, for så er hun stadigvæk med i mit liv. Ligesom de andre børn, siger Tina Kreutzer.

Sorgen forvinder ikke. Den kommer vi til at leve med resten af vores liv, så hvordan lever vi et godt liv med sorgen?

Dorte Krogsgaard Rønne, podcastvært og bogholder, Skibet

Vil hjælpe andre

At dele er at hele, står der på forsiden af Mindernes Hus.

Det er noget af det, Tina Kreutzer og Dorte Rønne har lært gennem deres egen sorgproces.

Det hjælper at tale om døden. Om de døde. Om livet og de levende.

- Sorgen forvinder ikke. Den kommer vi til at leve med resten af vores liv, så hvordan lever vi et godt liv med sorgen, spørger Dorte Rønne.

Det er dét spørgsmål, de to kvinder afsøger i deres podcast. De spørger sig selv, og andre der har oplevet sorg – har andre indgange til at håndtere sorgen, end de selv har. Professionelle: Præster, bedemænd, psykologer. Helt almindelige mennesker som dem selv. Saras veninder, som har stærke historier om tab og savn, om skyldfølelse over selv at være i live og om frygt for at blive den næste.

Dorte Rønne og hendes mand René Rønne. Han er ikke Caspers biologiske far, men har været i Caspers liv siden han var to år gammel. Foto: Pia Thordsen

De planlægger også at lave sorggrupper, hvor mennesker, der har mistet, kan møde – og forhåbentligt hjælpe – hinanden. Ligesom Tina og Dorte selv har kunnet hjælpe hinanden.

Websitet og podcasten er både hjælp til andre, og hjælp til selvhjælp, erkender de.

Glæder sig over øl på graven

Sorgen har de to kvinder oplevet og håndteret på hver sin måde.

Mens Tina Kreutzer gang på gang har været på ulykkesstedet i Odense for at forsøge at forstå ulykken, har Dorte Rønne aldrig besøgt det sted, hvor hendes søn omkom.

Inderst inde er jeg supervred. Vred over min situation og frustreret over den og har lyst til at blive sur og gnaven og indadvendt og lægge mig ned og dø også. Men det spor skal ikke bevæge mig ned ad.

Tina Kreutzer, podcastvært og sundhedskonsulent, Vejle

- Det ligger ikke langt herfra. Men jeg har ikke haft brug for at se stedet for at forstå, at han ikke er her mere, siger hun.

Lige som Tina Kreutzer har hun valgt ikke at gå ned ad bitterhedens vej.

- Casper kunne være stædig. Og ja, man skal ikke forlade en person i vandet. Men de gjorde det jo ikke med nogen ond hensigt, siger hun. Derfor har hun aldrig været vred på nogen.

Og hun glæder sig, når der står øl fra vennerne på hans grav. Glæder sig over, at de også husker.

Dorte Rønne glæder sig over, at vennerne husker Casper og sætter en øl ved hans grav for at mindes. Foto: Pia Thordsen

Hvis du går gennem helvede

Dorte Rønne har stadig tre hjemmeboende børn.

Tina Kreutzers yngste flytter snart hjemmefra. Hun har tre levende børn, og dem har hun et ansvar for.

- Jeg har jo masser at leve for, siger Tina Kreutzer.

De levende børn er noget af det, der har drevet dem begge ud af sengen om morgenen.

Tina Kreutzer har udgivet en bog med sine tanker gennem det første år efter datterens død. Foto: Pia Thordsen

- Men inderst inde er jeg supervred. Vred over min situation og frustreret over den og har lyst til at blive sur og gnaven og indadvendt og lægge mig ned og dø også. Men det spor skal ikke bevæge mig ned ad, siger Tina Kreutzer.

Hun praktiserer det, som Winston Churchill engang anbefalede: Hvis du går gennem helvede, så bliv ved med at gå.

- Jeg bliver nødt til at holde mig selv oppe. Og et af de kneb jeg bruger – en af de ting, der hjælper mig – er at have fokus på det lyse, så jeg ikke dykker. Jeg er virkelig bange for at dykke, fordi jeg bange for ikke at komme op igen, siger hun.

En ny, rædselsfuld følelse

Sorgen kommer og går. Vokser. Fader ud. Vokser igen. Men nu er der kommet en ny følelse: savnet.

- Den følelse er også rædselsfuld, siger Tina Kreutzer.

- Det er en ny følelse – lige som jeg troede, at jeg havde nået et følelsesmæssigt ultimatum, så kommer det her, og jeg har hørt folk sige, at de savner deres døde børn 30 år efter, de er døde. Det er en forfærdelig tanke.

- Inderst inde vil jeg jo slet ikke have, at det her er ægte, og jeg håber stadig på at vågne op. At der er nogen, der siger til mig, at det hele var bare en drøm.

Casper Krogsgaard Klausholm og Sara Kreutzer Rosager står side om side, når deres mødre optager podcasts om livet med sorgen. Foto: Pia Thordsen

Nyudnævnt klimaskole skal rekruttere unge og ufaglærte til erhvervsuddannelserne

Det giver god mening, at netop Rybners i Esbjerg er blevet udnævnt som klimaerhvervsskole, mener Michael Mathiesen. Foto: TV SYD
Udgivet

Rybners i Esbjerg er netop blevet udnævnt som ny klimaerhvervsskole. Det vil gøre de erhvervsfaglige uddannelser mere attraktive for både unge og ufaglærte, mener bestyrelsesformand.

Regeringens udnævnelse af Rybners i Esbjerg som klimaerhvervsskole glæder flere, blandt andet Michael Mathiesen, der er bestyrelsesformand på Rybners og bestyrelsesmedlem i Dansk Industri.

Ifølge ham, vil udnævnelsen nemlig føre til, at flere unge tiltrækkes af erhvervsuddannelserne.

- Jeg tror, vi kan gøre det mere attraktivt at søge ind på erhvervsskolerne, fordi der er mange unge mennesker, der tænker ind i den grønne omstilling og godt kan se, at vi kan ikke blive ved med at bruge ressourcerne, som vi har gjort førhen, fortæller Michael Mathiesen.

Han mener, at uddannelserne på Rybners gøres mere attraktive, ved at skolen nu er udnævnt som klimaerhvervsskole. Blandet andet fordi det, med hans egne ord, er 'sexet', at søge ind som eksempelvis elektriker eller smed, og dermed få lov til at være med til at udfolde den grønne omstilling.

Ikke udelukkende unge mennesker

Selvom den nye titel som klimaerhvervsskole kommer til at tiltrække flere af de unge, så er der også en anden gruppe, der ifølge Michael Mathiesen er vigtig at tiltrække.

- Vi har også brug for at omskole ufaglærte til at varetage nogle af de grønne jobs, som kommer, og det tror jeg også en masse ufaglærte godt kan se sig selv i, siger Michael Mathiesen og uddyber:

- Hvis man ser langt ud i fremtiden, så vil der nok ikke være ret mange arbejdsløse, hvis du får en uddannelse inden for energisektoren.

Esbjerg skal være 'first mover'

Ifølge Michael Mathisen kunne titlen som klimaerhvervsskole ikke være landet i en bedre by end Esbjerg.

- Hvis ikke Esbjerg, så ved jeg ikke, hvor den skulle ligge. Vi har i forvejen en masse grøn energi i byen, forklarer Michael Mathiesen.

Han mener derudover, at det er positivt, fordi der i Esbjerg i høj grad mangler arbejdskraft inden for alle håndværksindustrier.

Han pointerer dog, at det er vigtigt at tiltaget på sigt bredes ud til landets andre erhvervsskoler.

- Nu skal Rybners tage førertrøjen på og være 'first movers' på de grønne uddannelser. Og så skal de ting, der giver mening, udrulles på landets øvrige erhvervsskoler efterfølgende, forklarer Michael Mathiesen og tilføjer:

- Derfor er det jo ikke bare i Esbjerg, det her skal rulles ud. Det er jo over hele landet, vi skal se ind i den grønne omstilling, og se, om vi kan sikre arbejdskraft til den.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com