Sydslesvigsk X Factor-deltager måtte google Simon Kvamm - så fik hun en overraskelse
Hendes manglende kendskab til danske musikere kan måske have vist sig at være en fordel i ’X Factor', mener tyske Helene Frank.
Årets ’X Factor’-livedeltagere er nu fundet, og på Simon Kvamms hold blev det et farvel til Jonas Thomsen, da Helene Frank fik den eftertragtede plads i næste uges liveshow.
- Der har ikke været nogen tvivl, lød det fra dommeren, da han kunne overbringe sangeren den gode nyhed.
Det skete på trods af, at dommeren igen i år har et dogme om kun at lade sine deltagere optræde med danske sange i ’X Factor’.
Og det kan give kan give Helene Frank en udfordring.
Vokset op med tysk musik
28-årige Helene Frank er en del af det danske mindretal i Sydslesvig.
Mindretallet findes, fordi man i 1920 valgte at splitte Slesvig i to og dermed rykke den dansk-tyske grænse, og man anslår, at der i dag findes omkring 50.000 tyske statsborgere med dansk identitet syd for grænsen.
Helene Frank betragter tysk som sit modersmål, men gik som barn i en af Sydslesvigs mange danske børnehaver, ligesom hun har modtaget undervisning på dansk.
Så det danske sprog volder hende ingen problemer.
Kulturelt er historien dog en helt anden.
Helene Frank er nemlig ikke vokset op med dansk musik, og hun kender derfor ikke særlig mange danske sangskrivere.
Derfor vil hun ikke i samme grad som sine konkurrenter kunne komme med forslag til sange, hun kan synge i programmet.
Kendte ikke forsangeren i Nephew
I ’X Factor’ har hun blandt andet overrasket Simon Kvamm med det faktum, at hun ikke rigtig ved, hvem Anne Linnet er.
Og nu kan Helene Frank fortælle, at hun faktisk heller ikke anede, hvem Simon Kvamm var, før hun kom med i ’X Factor’ og besluttede sig for at google sin mentor.
- Der fandt jeg så ud af, at han har været forsanger i Nephew. Vi har endda spillet både ’Amsterdam’ og ’Hjertestarter’ i mit orkester, men jeg vidste slet ikke, at det var Simons sange, siger Helene Frank.
- Måske har det været en fordel for mig, fordi jeg ikke er blevet starstruck over at sidde over for Simon Kvamm, som mange andre måske er blevet.
- Jeg har nemmere kunnet tage imod hans råd og være i det, fordi jeg bare har lært ham at kende som et helt almindeligt menneske, der bare er superdygtig og motiveret.
Hende fra 'Rita'
Helene Frank ”har selvfølgelig set ’X Factor’ nogle gange”, siger hun med et smil. Så havde hun fået Thomas Blachman som mentor, kunne hun godt være blevet starstruck.
For ham kendte hun naturligvis, da han har været dommer i 16 af de foreløbig 17 sæsoner.
Til gengæld har hun ikke set de tre sæsoner fra 2019 til 2021, hvor Nanna ’Oh Land’ Øland Fabricius sad bag dommerbordet første gang.
- Så hende kendte jeg heller ikke rigtig til. Men nu har jeg fundet ud af, at det var hende, der sang titelsangen til ’Rita’, siger Helene Frank om nummeret ’Speak Out Now’, som blev det mest spillede nummer på dansk radio i 2012, hvor det også var titelsang til TV 2-serien om folkeskolelæreren Rita.
Svært at holde på hemmeligheden
Helene Frank arbejder selv som lærer. Hun underviser i matematik og medborgerskab på en efterskole i Padborg i Sønderjylland.
Og her har det været svært at holde sin kommende status som livedeltager hemmelig for eleverne, som har fulgt hendes ’X Factor’-eventyr på skærmen de seneste mange uger.
- Jeg har vidst siden november, at jeg skulle være med i liveshows, men jeg har jo ikke måttet sige noget. Det bliver virkelig dejligt, at jeg ikke skal holde på en hemmelighed længere.
- Og så glæder jeg mig også bare til at komme i gang. Nu har vi øvet min første liveoptræden rigtig mange gange, så nu vil jeg bare op på den scene, siger Helene Frank.
Se sæsonens første liveshow fredag klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.