Forældre i skarp kritik efter største prishop i over ti år
Forældrenes Landsorganisation foreslår både en kort- og langsigtet løsning på problemet med kvalitet.
Taksterne for forældrebetaling i landets daginstitutioner har i år taget det største hop i mere end ti år.
Men alligevel er forholdene ikke blevet tilsvarende bedre. Det mener i hvert fald Forældrenes Landsorganisation og Foreningen #hvorerderenvoksen.
- Vi har en udfordring med, at kvaliteten ikke følger med prisen. Der er ikke en sammenhæng mellem de to ting, siger Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation, til TV 2.
Prisstigningerne kommer samtidig med den stigende inflation, mens loven om minimumsnormeringer er trådt i kraft.
Samlet set betyder det ifølge analysebureauet Bureau 2000, at udgifterne i gennemsnit er blevet cirka 180 kroner dyrere per barn om måneden.
Billund er den kommune i landet, der opkræver den højeste forældrebetaling på daginstitutionsområdet.
Min største bekymring er mere kvaliteten og personalet, der stadig mangler
Maria Frestad Jørgensen, forælder
De to foreninger har ellers selv været med til at kæmpe for minimumsnormeringerne, men de mener ikke, at hverken børn eller forældre kan mærke forskel.
- Vi er enige i, at der er kommet mere personale, og vi er glade for minimumsnormeringerne. Problemet er, at der ikke er nok personale at ansætte. Og derfor har de (daginstitutionerne, red.) en udfordring på kvaliteten, siger Signe Nielsen.
Kvalitet er vigtigst, siger forældre
Kvaliteten er det vigtigste, også selvom priserne stiger. Sådan lyder det fra de forældre, TV 2 har talt med.
- Det er noget, der kan mærkes. Det er dyrt. 180 kroner mere om måneden er nok noget, de fleste i vores del af verden kan klare. Men det er klart, at man har en forventning om, at kvaliteten følger med, siger Philip Jones, der er pædagogmedhjælper i et botilbud.
Men at det er blevet dyrere at sende sine børn i daginstitution, er ikke det første, der falder Maria Frestad Jørgensen, account director, ind:
- Min største bekymring er mere kvaliteten og personalet, der stadig mangler. Min opfattelse er, at det er svært at finde, siger hun.
Heller ikke produktionschefen Hans Christian Düring føler, at kvaliteten er fulgt med prisstigningen.
- Men med de midler, der er, gør de (personalet, red.) det okay, siger han.
Krav opfyldt – realitet halter
Ifølge opgørelser fra Danmarks Statistik lever de danske kommuner i gennemsnit op til kravene om minimumsnormeringer.
Loven siger, at der fra i år skal være minimum ét pædagogisk personale til tre børn i vuggestuer, mens der minimum skal være ét pædagogisk personale til seks børn i børnehaver.
Forældrene siger det meget godt: Jeg vil egentlig betale hvad som helst – bare mit barn har det godt
Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation
Det seneste år, der er opgjort, er i 2022, hvor tallene viser, at der i gennemsnit var 2,9 børn per voksen i vuggestuerne og 5,6 børn per voksen i børnehaverne.
Men det er ikke nok, at kravene er opfyldt. For børnene føler sig utrygge, og personalet har ikke et godt arbejdsmiljø, mener formanden for Forældrenes Landsorganisation.
- Når forældrene går ud og kigger i hverdagen, så tror jeg, at de fleste af dem vil opleve, at der ikke er nok personale på stuerne alligevel. Der er voldsomt meget sygdom, rigtig meget udskiftning, og det giver utryghed blandt børnene og betyder også, at det ikke er en rar arbejdsplads at være på, siger Signe Nielsen, som mener, at det er på tide, at der findes et bundniveau af kvalitet.
Foreslår skoling til ufaglærte
I Forældrenes Landsorganisation er man villige til, at priserne bliver skruet yderligere op for at kunne tilbyde det pædagogiske personale mere i løn og tiltrække flere.
- Forældrene siger det meget godt: Jeg vil egentlig betale hvad som helst – bare mit barn har det godt, siger hun og tilføjer, at de, der er udfordret på pengepungen, dog stadig skal kunne få en friplads, siger Signe Nielsen.
Hun foreslår, at den langsigtede løsning er at få styrket andelen af faglærte pædagoger i daginstitutionerne ved at revidere pædagoguddannelsen og gøre rammerne bedre.
Men på kort sigt foreslår Forældrenes Landsorganisation en tre ugers uddannelse for ufaglært personale, inden de får lov til at arbejde i daginstitutionerne.
- De mange ufaglærte og pædagogmedhjælpere, der hver dag træder ind på en arbejdsplads, skal skoles, inden de får lov til at starte. Det er jo små børn, vi arbejder med. De er vores fremtid. Det har en afgørende betydning, at du ved noget om deres udvikling, og hvordan du leger, siger Signe Nielsen.