Synnejysk film fik Bodilpris
Der var hæder til filmen "Onkel", da Danske Filmkritikere lørdag aften uddelte Bodilpriser.
Der blev uddelt ialt 14 priser, da den 73. udgave af Bodilprisen lørdag aften fandt sted på Folketeatret i København.
Instruktøren Frelle Petersen blev hædret for sin anden spillefilm, "Onkel", med en Bodil for bedste manuskript.
Publikum kan også lide den synnejyske film. I denne weekend kom "Onkel" op på 44.000 solgte billetter.
Filmen "Onkel" er en fortælling på synnejysk fra Sønderjylland, nærmere bestemt fra Stenbjerggaard ved Tønder. Filmen er optaget og udspiller sig i et miljø, hvor virkelighed og autenticitet spiller en helt central rolle. For i det flade marskområde bor 27-årige Kris med sin onkel.
Frelle Petersen er selv sønderjyde fra Stubbæk ved Aabenraa. I filmen lader han de to medvirkende, Jette Søndergaard og Peter H. Tygesen, spille niece og onkel, hvilket også er deres private familiære relation.
Filmen er optaget på Peter H. Tygesens egen slægtsgård, hvor Frelle Petersen i øvrigt også foretog al sin research til filmen.
Peter H. Tygesen var også nomineret til en Bodil for bedste mandlige birolle for sin rolle som onklen i filmen Onkel - men den hæder gik til debutanten Gustav Lindh for indsatsen i "Dronningen", der i øvrigt løb med hele fire priser.
Bodilprisen
* Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris og blev uddelt første gang i april 1948.
* Bodilprisen er kritikernes egen filmpris, og den uddeles af Danske Filmkritikere.
* Statuetten er opkaldt efter de to danske skuespillere Bodil Kjer og Bodil Ipsen.
* Priserne uddeles i kategorierne Bedste Danske Film, Bedste Mandlige og Kvindelige Hovedrolle og Birolle, Bedste Dokumentarfilm, Bedste Fotograf, Bedste Manuskript, Bedste Amerikanske Film og Bedste Ikke-amerikanske Film.
Kilder: Danske Filmkritikere.