Ny arbejdsgruppe skal håndtere vandproblemer på ø

Arkivfoto Foto: Jette Johnsen/Privatfoto
Udgivet

På Rømø går en ny fælles arbejdsgruppe nu til kamp mod de udfordringer, som hyppigere og voldsommere regnmængder fører med sig.

Gruppen består af repræsentanter fra Tønder Kommune, Tønder Forsyning, grundejerforeningerne på Rømø samt lokalrådet.

De vil i fællesskab undersøge, hvordan de stigende udfordringer med vand kan løses, så det ikke giver problemer. Det skriver Tønder Kommune i en pressemeddelelse.

På øen har man for eksempel oplevet, at sommerhusejere har brugt de etablere afløbssystemer til at komme af med store mængder vand fra deres grunde. Men det er ikke en dårlig og ikke mindst ulovlig løsning, lyder det fra Tønder Forsynings chef for vand og spildevand:

- Vores afløbssystem kan slet ikke håndtere det, da det kun er beregnet til spildevand og ikke til overfladevand. I sidste ende kan det føre til, at folk oplever, at deres toilet ikke længere kan skylle ud på grund af et overfyldt kloaksystem, siger John Pies Christiansen.

Den nye arbejdsgruppe vil derfor arbejde for konstruktive løsninger, der i første omgang handler om at registrere vandproblemer, analysere løsninger og informere grundejere om deres ansvar for vedligeholdelse af grøfter.

Lugten af lig får beboer til at holde vejret i sin opgang

Jesper Josefsen har boet i opgangen i tre år. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD
Udgivet

En skarp lugt af en skraldespand, som for længst skulle være tømt, hænger i luften foran Jesper Josefsens lejlighed. Dog er årsagen til lugten ikke råddent skrald, men en død underbo.

I slutningen af september havde opgangen lugtet i flere dage. Først troede 31-årige Jesper Josefsen fra Kolding, at lugten fra underboen stammede fra et "mærkeligt dyr".

- Jeg var faktisk meget i tvivl til at starte med, men det lugtede af pis og lort i opgangen, siger Jesper Josefsen.

Den 30. september kunne koldingenseren ikke længere holde lugten ud og ringede til sin vicevært. Ifølge Jesper begyndte lugten at trænge ind i sin egen lejlighed.

Opgangens dør og vinduer står åbent døgnet rundt, så lugten er så lille som mulig. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD

- Viceværten fortæller mig, at de ikke vil reagere på lugten, så jeg får besked på at kontakte bestyrelsen, fortæller Jesper Josefsen, der har boet i sin lejlighed i tre år.

Efter et par dage med flere telefonopkald til viceværten blev beboeren i opgangen fundet død.

- Først er jeg chokeret. Jeg har ikke oplevet lugten af en død person før, men hændelsen er tragisk, fortæller Jesper Josefsen.

Den afdøde underbo nåede at bo i opgangen i tre måneder.

Vicevært afventer svar

Situationen i opgangen påvirker også Allan Hjort, som er vicevært for ejendommen. Han understreger, at kritikken fra Jesper Josefsen bliver hørt.

- Det er en ulykkelig situation, at folk dør. Vi har ingen interesse i, at lejligheden står som den gør nu, konkluderer Allan Hjort.

Lejligheden er lukket indtil viceværten får tilladelse fra Skifteretten til at begynde rengøringen. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD

Viceværten afventer svar fra Skifteretten før rengøringen af lejligheden kan begynde.

- Vi prøver at løse problemet så godt vi kan, men lige nu har vi ikke muligheden for at gøre noget ved lejligheden, bemærker Allan Hjort og fortsætter:

- I øvrigt har ingen andre i opgangen klaget over nogen form for lugt til mig.

Jeg føler mig som en klovn. Hvis jeg mangler noget, så har jeg en følelse af, at jeg ikke kan kontakte min vicevært.

Jesper Josefsen

Når viceværten får adgang til lejligheden, forsikrer Allan Hjort, at lejlighedens tilstand vil blive vurderet og derefter rengjort.

- Hvis situationen kræver det, så bliver gulvene brækket op, og alt vil blive desinficeret, fortæller viceværten.

- Jeg føler mig som en klovn

Den afdøde underbo fjernes fra bopælen, men ifølge Jesper hænger lugten ved i opgangen. Flere uger senere står vinduerne og døren til opgangen stadig på vid gab.

- Man føler sig ikke hjemme, og jeg holder vejret når jeg går gennem opgangen. Det er uhumsk, understreger den 31-årige.

Den afdøde beboer nåede at bo i opgangen i tre måneder. Foto: Anders Kaas Larsen, TV SYD

Jesper Josefsen retter også henvendelse til formanden for boligens bestyrelse, der fortæller at hændelsen undergår en sagsbehandling. Svaret frustrerer den 31-årige beboer i opgangen.

- Jeg føler mig som en klovn. Hvis jeg mangler noget, så har jeg en følelse af, at jeg ikke kan kontakte min vicevært, siger Jesper Josefsen.

Bopælens vicevært, Allan Hjort, fastholder at lejligheden vil blive rengjort, så snart Skifteretten giver tilladelse.

Johnny Madsen skal begraves i sin fødeby

Sangeren Johnny Madsen skal begraves i sin fødeby Thyborøn. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udgivet

Sangeren og maleren Johnny Madsen skal stedes til hvile i fiskerbyen Thyborøn, hvor han oprindeligt kommer fra.

Det skriver TV MIDTVEST.

Den 74-årige multikunstner døde mandag i sit hjem på Fanø, hvor han boede i 34 år. Det var dog i den nordvestjyske fødeby Thyborøn, at hans karriere tog sin begyndelse.

Her spillede Johnny Madsen i 1970erne med i forskellige lokale bands i området omkring Lemvig og Thyborøn.

Sangeren fraflyttede området, da hans musikalske karriere for alvor tog fart.

Fødebyen og det vestjyske sprog har han dog båret med sig livet igennem og dyrket i både digte og sangtekster.

Hans gamle band TØRFISK skriver da også følgende i en sidste hilsen til sangeren på Facebook:

"Du flyttede fra Thyborøn, men vi tænker ikke, man kan blive mere Thyborønbo, end du har været gennem hele livet."

Johnny Madsen skal ifølge TV MIDTVEST begraves fra Thyborøn Kirke tirsdag den 12. November kl. 12.00.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.