Lugten af lig får beboer til at holde vejret i sin opgang
En skarp lugt af en skraldespand, som for længst skulle være tømt, hænger i luften foran Jesper Josefsens lejlighed. Dog er årsagen til lugten ikke råddent skrald, men en død underbo.
TV SYD har lavet fejl i historien om lugt i en beboelsesopgang i Kolding, som TV SYD har bragt i tidsrummet fra 6. november til 11. november på tvsyd.dk, i vores nyhedsudsendelser på tv og på SoMe. Her fortæller vi, at Jesper Josefsen i en lang periode har været plaget af lugten af lig fra en afdød underbo. Ifølge Jesper Josefsen lugtede det ubehageligt fra nogle dage før den 30. september og nogle dage frem. Dette kan ikke have været lugten af lig, fordi underboen først døde mellem den 8. og 9. oktober. TV SYD undskylder fejlen.
I slutningen af september havde opgangen lugtet i flere dage. Først troede 31-årige Jesper Josefsen fra Kolding, at lugten fra underboen stammede fra et "mærkeligt dyr".
- Jeg var faktisk meget i tvivl til at starte med, men det lugtede af pis og lort i opgangen, siger Jesper Josefsen.
Den 30. september kunne koldingenseren ikke længere holde lugten ud og ringede til sin vicevært. Ifølge Jesper begyndte lugten at trænge ind i hans egen lejlighed.
- Viceværten fortæller mig, at de ikke vil reagere på lugten, så jeg får besked på at kontakte bestyrelsen, fortæller Jesper Josefsen, der har boet i sin lejlighed i tre år.
Efter et par dage med flere telefonopkald til viceværten blev beboeren i opgangen fundet død.
- Først er jeg chokeret. Jeg har ikke oplevet lugten af en død person før, men hændelsen er tragisk, fortæller Jesper Josefsen.
Den afdøde underbo nåede at bo i opgangen i tre måneder.
Vicevært afventer svar
Situationen i opgangen påvirker også Allan Hjort, som er vicevært for ejendommen. Han understreger, at kritikken fra Jesper Josefsen bliver hørt.
- Det er en ulykkelig situation, at folk dør. Vi har ingen interesse i, at lejligheden står som den gør nu, konkluderer Allan Hjort.
Viceværten afventer svar fra Skifteretten før rengøringen af lejligheden kan begynde.
- Vi prøver at løse problemet så godt vi kan, men lige nu har vi ikke muligheden for at gøre noget ved lejligheden, bemærker Allan Hjort og fortsætter:
- I øvrigt har ingen andre i opgangen klaget over nogen form for lugt til mig.
Jeg føler mig som en klovn. Hvis jeg mangler noget, så har jeg en følelse af, at jeg ikke kan kontakte min vicevært.
Jesper Josefsen
Når viceværten får adgang til lejligheden, forsikrer Allan Hjort, at lejlighedens tilstand vil blive vurderet og derefter rengjort.
- Hvis situationen kræver det, så bliver gulvene brækket op, og alt vil blive desinficeret, fortæller viceværten.
- Jeg føler mig som en klovn
Den afdøde underbo fjernes fra bopælen, men ifølge Jesper hænger lugten ved i opgangen. Flere uger senere står vinduerne og døren til opgangen stadig på vid gab.
- Man føler sig ikke hjemme, og jeg holder vejret når jeg går gennem opgangen. Det er uhumsk, understreger den 31-årige.
Jesper Josefsen retter også henvendelse til formanden for boligens bestyrelse, der fortæller at hændelsen undergår en sagsbehandling. Svaret frustrerer den 31-årige beboer i opgangen.
- Jeg føler mig som en klovn. Hvis jeg mangler noget, så har jeg en følelse af, at jeg ikke kan kontakte min vicevært, siger Jesper Josefsen.
Bopælens vicevært, Allan Hjort, fastholder at lejligheden vil blive rengjort, så snart Skifteretten giver tilladelse.