Nu er kræftpatients særlige Knæk Cancer-guitar solgt
For et år siden fik Flemming Pedersen konstateret uhelbredelig kræft i endetarmen med metastaser i både lever og lunger.
Derfor besluttede han sig for, at han ville samle penge ind til Knæk Cancer 2023, som finder sted i aften, den 28. oktober, og det skulle være ved at sælge en guitar på auktion.
Guitaren, en Fender Stratocaster, fik han doneret til formålet, og sidenhen har den både fået et unikt marskmotiv malet på sig og er blevet pyntet med den ene kendte musikers autograf efter den anden.
Guitaren har blandt andet været i hænderne på Poul Krebs og Michael Falch, og interessen for at sætte sin autograf på musikinstrumentet har været så stor, at der ganske enkelt ikke er plads.
Derfor har kunstnere også skrevet under på en glasplade på et plankebord, og nu er både plankebord og guitar blevet solgt.
Det fortæller Flemming Pedersen til TV SYD.
- Auktionen sluttede i går aftes, og den har sikret 29.000 kroner til kræftforskningen. Jeg havde sat mig et mål om, at guitaren skulle sælges for 150.000 kroner, men selvom vi ikke nåede derop, så er jeg stadig tilfreds med salget. For det betyder rigtig meget, at fremtidige generationer kan få gavn af de penge, som vi har samlet ind her, siger Flemming Pedersen.
Bliver i lokalområdet
Guitaren og plankebordet forbliver i lokalområdet. Køberen er nemlig Skærbæk Møbler & Tæpper.
- Jeg er rigtig glad for, at bordet og guitaren bliver her i området. Møbelforretningen har fortalt mig, at de vil have den udstillet i deres forretning, så jeg ser frem til at se bordet og guitaren der, siger Flemming Pedersen med et let grin.
Flemming Pedersen er ikke færdig med at donere til Knæk Cancer. Han er allerede i gang med indsamling til Knæk Cancer 2024, og denne gang skal der flere forskellige guitarer i spil.
- Jeg er nået frem til, at vi kan få samlet flere penge, hvis bands skriver under på hver deres guitar fremfor den samme. På den måde kan vi få solgt for eksempel ti forskellige og unikke guitarer, og jeg har allerede en guitar klar med henholdsvis Folkeklubben, Kasper Buch og Everybody's Talking, siger han.