Handel og trafik på tværs af grænsen kan fortsætte trods dansk rejsestop til Tyskland
Selvom Udenrigsministeriet torsdag generelt fraråder rejser til Tyskland, vil grænsehandlen og andre besøg på tværs af grænsen kunne fortsætte, så længe smittetallet i Slesvig-Holsten er lavt.
På grund af stigende smittetal står rejsevejledningen til at blive ændret, så rejser til Tyskland fra torsdag generelt frarådes, når Udenrigsministeriet offentliggør sin ugentlige opdatering af rejsevejledninger.
Torsdag var der 51,32 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i Tyskland under et. Det fremgår af de aktuelle smittetal offentliggjort af Robert Koch Instituttet i Berlin.
Danmark fraråder alle ikke-nødvendige rejser til lande, hvor smittetrykket er over 30 nye tilfælde pr. 100.000 indbyggere på syv døgn.
På et pressemøde onsdag eftermiddag sagde Erik Brøgger, direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, at det var "lige rundt om hjørnet" med en rejsevejledning, der generelt fraråder rejser til Tyskland.
Hvis vi ender med at lukke Tyskland i morgen, og Slesvig-Holsten ligger passende lavt, så kan vi stadig holde Slesvig-Holsten åben.
Erik Brøgger, direktør, Udenrigsministeriets Borgerservice
Samtidig bekræftede han, at der gøres en undtagelse for Slesvig-Holsten. Den gælder så længe, at delstaten, der deler sin nordlige grænse med Danmark, ikke isoleret set har flere end 30 nye tilfælde pr. 100.000 indbyggere på syv døgn.
Torsdag er det aktuelle tal for hele Slesvig-Holsten 23,59 nye tilfælde pr. 100.000 indbyggere opgjort af Robert Koch Instituttet, så der er endnu et stykke vej op til grænsen på de 30.
På pressemødet fremhævede Erik Brøgger, at Slesvig-Holsten er omfattet af særmodellen for grænseregioner.
- Hvis vi ender med at lukke Tyskland i morgen, og Slesvig-Holsten ligger passende lavt, så kan vi stadig holde Slesvig-Holsten åben, ligesom vi gør med de svenske regioner, hvis det samlede smittetal for Sverige ligger for højt, sagde Erik Brøgger, direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice.
Det vil i givet fald betyde, at borgere fra Slesvig-Holsten kan rejse ind i Danmark, hvis de ikke er smittede med corona - og at en ændret rejsevejledning for hele Tyskland fortsat vil tillade danskere at rejse ind i Slesvig-Holsten.
Særmodellen for grænseregioner blev indført tilbage i juni og gælder så længe, at smittetallet i de omfattede regioner ikke isoleret set er højere end 30 nye tilfælde pr. 100.000 indbyggere på syv døgn.