Denne Opel er en sensation
Torsdag middag gik auktionen i gang på denne Opel Omega årgang 1996. Det er en bil, som ikke ser ud af noget særligt, men det er den ifølge kendere.
Det er Auktionshuset Sønderjylland i Løgumkloster, som har den 27 år gamle Opel på auktion.
- Det er en Opel Omega fra årgang 1996, som har en 2,5 turbo diesel motor lavet af BMW, fortæller Pia Dyring Lassen, der er indehaver og direktør i det sønderjyske auktionshus.
Pia Dyrring Lassen har stor forhåbninger til, at den gamle, tyske bil vil gå til en god pris. Både på grund af den særlige BMW-motor, og fordi den kun har kørt 69 kilometer på 27 år.
- Det meste af tiden har den stået i en opvarmet hal. Ellers kender vi ikke meget til forhistorien. Men det forlyder, at en bilforhandler gav den som betaling for noget arbejde til en håndværker tilbage i 1996, og at den derefter blev stillet i en hal hos håndværkeren.
- Tænk sig, når man åbner døren er der stadig duften af ny bil efter så mange år.
Nu kan man så få fingre i rattet på Opel-klenodiet. Og Pia Dyrring Lassen tror på, den også vil tiltrække samlere.
- Om få år går bilen under betegnelsen 'veteran'. Det kan gøre den mere værd.
Hvis du nu overvejer at købe den blå bil, så er den sat på auktion, som først slutter den 7. januar, og prisen?
- Vi sætter den til salg til 50.000 kroner som en mindstepris. Så må vi se, hvad der sker, griner Auktionshusets direktør, som har forhåbninger om, at prisen kan komme højere op.
- Vi hører også priser på 200.000 kroner, måske op mod en million kroner. Måske ikke til danske købere - men i Tyskland er der mange opelnørder.