25 meter højt instrument skal renoveres efter flere end 100.000 "koncerter"
Snart bliver 49 klokker til 73, når det store klokkespil i Løgumkloster har gennemgået sin renovering.
For en stund må borgerne i Løgumkloster undvære de små melodier, som hver dag lyder over byen.
Byens 25 meter høje og 15 ton tunge tårn med klokkespil med 49 bronzeklokker skal nemlig renoveres.
Indtil det i sidste uge blev taget ned, har klokkespillet spillet en melodi seks gange om dagen - før i tiden lidt flere.
Og i klokkespillets 51 år lange levetid har det efter Klokkespilsforeningens vurdering dermed spillet over 100.000 små "koncerter" ud over Løgumkloster.
- Det er jo klart, at de mange år, der har været spillet på det, har gjort, at mekanikken er nedslidt, siger klokkenist i Løgumkloster, Peter Langberg.
Og bestyrelsesformanden i Klokkespilsforeningen tilføjer:
- Så det var tid til, at der skulle ske noget. Og så vælger vi at give det den helt store tur, siger Jens Møller.
I forbindelse med renovering tilføjes yderligere 24 klokker, så der derefter er 73 klokker.
Det giver også nye muligheder, når rækkevidden på tonerne bliver større.
- Det giver rigtig mange muligheder. Nu kan man spille stort set alt, hvad der er skrevet for klokkespil, for nu er der klokker nok, siger klokkenist, Peter Langberg.
Fakta om Kong Frederik lX's Klokkespil
Klokkespillet hedder officielt Kong Frederik lX's Klokkespil.
Det blev indviet 19. august 1973 af Dronning Magrethe d. 2 til minde om Kong Frederik d. 9.
Kong Frederik d. 9.'s monogram er præget ind i samtlige klokker, hvoraf den største vejer 1,8 ton. De seks største klokker bærer desuden inskriptioner forfattet af dronning Margrethe selv.
Klokketårnet spiller automatisk seks gange dagligt, og det bruges desuden til koncerter i løbet af året, samt til undervisning i klokkenistuddannelsen.
Automatisk musik:
Hverdage kl. 08.15 - 11.45 - 15.15 - 16.45 - 18.15 - 21.00
Weekend og helligdage kl. 15.15 - 16.45 - 18.15 - 21.00
Kilde: Visit Sønderjylland og Løgumkloster.dk
Tredjeflest klokkespil i verden
107 klokkespil i Danmark - målt per indbygger er Danmark derfor det land i verden med tredjeflest klokkespil. Foran ligger Holland og Belgien.
Og snart bliver antallet af klokkespil i Danmark til 108, når Rårup Kirke ved Juelsminde får installeret et af slagsen. I foråret blev klokkespil nummer 107 til 16 millioner kroner indviet i Grindsted Kirke, hvilket bærer titlen som Nordeuropas største.
Uddannelsen til klokkenist ligger netop i Løgumkloster på Løgumkloster Kirkemusikskole. En uddannelse som typisk lægges ovenpå organistuddannelsen.
Det var selvsamme klokkenist, Peter Langberg, der grundlagde uddannelsen i Løgumkloster, og her er han stadig underviser.
- Det er alfa og omega, at man har et klokkespil at arbejde med.
Derfor glæder han sig naturligt sig til, at der snart lyder friskpolerede og nye toner ud over Løgumkloster.
Det nyrenoverede klokkespil bliver efter planen indviet til oktober.