Politiet vil jagte banditter med hjælp fra kunstig intelligens
I Slesvig-Holsten kan kriminalpolitiet snart sætte kunstig intelligens ind til at håndtere data fra mistænktes kommunikation, skriver JydskeVestkysten.
Det tyske kriminalpoliti i Slesvig-Holsten håber, at hjælpen fra kunstig intelligens vil være med til at løse omfattende opgaver med store mængder data som for eksempel millionvis af SMS-beskeder.
De er ifølge avisen i færd med at udvikle systemet Franka, der kan håndtere informationer i enorme mængder og svare på efterforskernes spørgsmål.
- Så kan man for eksempel spørge, hvem der har talt sammen på en chat, og hvad de har drøftet. Hidtil har politifolk brugt uger eller ligefrem måneder på at efterforske chat-beskeder, fortæller Lars Oeffner, der er leder af afdelingen for internet-kriminalitet og digital efterforskning hos Slesvig-Holsten kriminalpoliti til mediehuset SHZ.