Topchef for Danish Crown stopper efter knap ni år
Jais Valeur stopper som topchef i Danish Crown efter at have siddet som administrerende direktør i knap ni år.
Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.
Han fortsætter på posten, indtil der er fundet en afløser, lyder det.
- Det er både bestyrelsens og Jais' vurdering, at Danish Crown har brug for nye og fortsættende ledelseskræfter til den omfattende opgave, som skal løftes i de kommende år, siger Danish Crowns bestyrelsesformand, Asger Krogsgaard, i meddelelsen.
I pressemeddelelsen siger Jais Valeur, at han tidligere på året har meddelt bestyrelsen, at han ikke ser sig selv som topchef i Danish Crown på lang sigt.
- Det giver derfor mening for mig, at bestyrelsen ønsker at fremrykke denne proces og se længere fremad, så virksomheden kan gå en ny strategi i møde med en langsigtet afklaring omkring den øverste ledelse, siger han.
Danish Crown har her i landsdelen afdelinger i Holsted, Horsens, Skærbæk, Esbjerg, Vejle, Aabenraa, Kolding og Blans ved Sønderborg.