SF om forlænget udkantstilskud: - Katastrofe er afværget
Mandag præsenterede 11 ud af Folketingets 12 partier en historisk bred finanslov. Kun Enhedslisten står uden for.
Da regeringen i første omgang præsenterede sin finanslov for partierne, var det dog uden en forlængelse af det såkaldte midlertidigt forhøjede udkantstilskud, der giver nogle gymnasier en halv million kroner i tilskud årligt, og som blandt andet giver mulighed for, at man kan bryde undervisningen ned i mindre hold eller, at man kan beholde en lærerstilling.
Men nu er der altså alligevel penge at finde til udkantstilskuddet efter politisk pres fra flere partier. Det glæder Karina Lorentzen Dehnhardt, SF's landdistriktsordfører.
- Jeg er så glad for, at den uddannelsespolitiske katastrofe nu er afværget, så eleverne ikke får længere til skole. Og så man kan uddanne sig tæt på, hvor man bor. Det var et krav fra SF i finanslovsforhandlingerne, og derfor er jeg rigtig glad for, vi leverer på det, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
De gymnasier, der stod til at miste udkantstilskuddet i Syd- og Sønderjylland, var Grindsted Gymnasium og HF, Ribe Katedralskole, Tønder Gymnasium, Tørring Gymnasium, Varde Gymnasium, Vejen Gymnasium og HF og Det Blå Gymnasium i Tønder.
Fra regeringens side lød det, at tilskuddet faldt, fordi der er små ungdomsårgange. Karina Lorentzen Dehnhardt mener dog ikke, at det skal stå til grund for at skære udkantstilskuddet.
- Vi er nødt til at holde hånden under ungdomsuddannelserne, mens ungdomsårgangene er små, ellers forsvinder uddannelsesmulighederne permanent. Og her i Syd- og Sønderjylland får det enorme konsekvenser for vores tyndere befolkede områder, hvis de unge ikke kan uddanne sig tæt på eget hjem, siger hun.