Sådan undgår du at falde i svindelfælden

Video: Kristina Højer Nørgaard/Tv Syd
Udgivet

Ifølge en opgørelse fra Nationalt Center for It-Kriminalitet er antallet af kontaktbedrageri steget med 18 procent på ét år. Her er politiets tre vigtigste råd til at undgå at falde i svindlernes fælde.

Mennesker som udsættes for It- og kontaktsvindel er stigende. På blot ét år er antallet af kontaktbedragerier steget med 18 procent, viser de nyeste tal fra 2023 fra Nationalt Center for It-Kriminalitet.

I 2023 var der alene 525 anmeldelser registreret under 'bekendt i knibe', hvilket ifølge opgørelsen er en stigning på 262 procent i forhold til 2022.

Ifølge Sydøstjyllands politi er det især borgere over 60, der er i risiko for at blive svindlet ved kontaktbedrageri, hvor folk bliver ringet op og anmodet enten om at overføre penge til en 'sikker konto', eller de skal udlevere et hævekort til en mand fra banken.

Erik Schramm, der er forebyggelseskonsulent hos Sydøstjyllands Politi, har tre gode råd til at forebygge svindel. Foto: TV SYD

Og selvom der er nogle ældre, der får snakket med deres børn og børnebørn omkring sikkerhed, og at de ikke må overføre penge eller aflevere kort til fremmede, så sker det alligevel.

- Vi ser desværre, at selvom flere ældre er opmærksomme på problemet, og mange rent faktisk godt ved, at de ikke skal udlevere deres bankkort til en fremmed, så bliver de snydt alligevel, siger specialkonsulent i forebyggelse ved Sydøstjyllands Politi, Erik Schramm.

Tre enkle råd

Derfor arbejder politiet med tre enkle råd, som de gerne vil give videre til folk:

- Det første er at få udeladt nummer hos ens telefonudbyder. Det vil sige, at man beder om at få sit navn, adresse og telefonnummer fjernet fra nettet. Det er ikke det samme som hemmeligt nummer. Udeladt nummer er blot at nummeret bliver skjult på forskellige portaler. På den måde undgår de at blive ringet op.

Det andet, man skal gøre for at få større sikkerhed, er ifølge Erik Schramm, at se på ens Facebook-indstillinger.

- Vi ser desværre rigtigt mange seniorer, der har hele deres venneliste liggende frit tilgængelig for alle, og så er det jo let at udgive sig for at være et familiemedlem. Den vil vi meget gerne have begrænset, så den ikke er offentlig tilgængelig.

Et af rådene er at få sit navn, adresse og telefonnummer fjernet fra nettet.

Det tredje råd er, at man skal være hurtig på tasterne.

- Vi vil meget gerne have hjælp fra de ældre til at give os et praj om, når der er en gerningsmand, som vil komme og hente et hævekort hos dem, for så vil vi komme ud hente svindleren på adressen, lyder det fra Erik Schramm.

Erik Schramm og kollegaer hos politiet rykker gerne ud og holder foredrag om, hvordan folk kan øge sikkerheden, så de undgår kontaktsvindel.

- Man kan ringe og anmode om at få en fra politiet til at komme og holde et oplæg. Det vil vi meget gerne, for forebyggelse er meget vigtigt.

Breaking

Johnny Madsen er død - reaktionerne strømmer ind

I halvandet år blev næsten alle Johnny Madsen-koncerter aflyst på grund af corona-restriktioner. Så blev han lagt ned af en diskusprolaps. Nu er det coronasenfølger. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Udgivet

Fanø-kunstneren døde mandag efter længere tids sygdom.

Den 73-årige musiker og kunstner Johnny Madsen er død.

Det oplyser hans søn, Rasmus Madsen, på sin fars Facebookside og til Ekstra Bladet.

Her skriver han, at Johnny Madsen sov stille ind i sit hjem på Fanø mandag eftermiddag efter længere tids sygdom.

- Det er ingen hemmelighed, at min far var hård ved sit system. Og han var rock'n'roll til det sidste. Nu kunne hans system bare ikke mere, siger Rasmus Madsen til Ekstra Bladet.

Johnny Madsen har haft en lang karriere som musiker med hits som 'Udenfor Sæsonen', 'Færgemanden' og 'Johnny the Blues'.

Han spillede desuden i trioen Dalton med Allan Olsen og Lars Lilholt.

Snart skraber maskiner i jorden for at få mere liv ved togskinner

Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD
Udgivet

Næste gang du suser forbi naturen i toget mellem Fredericia og Padborg, skal der helst være mere diversitet i planer og insekter i jorden ved togskinnerne.

Banedanmark har nemlig besluttet, at der, når der bliver lavet sporarbejde, skal gøres noget for biodiversiteten ved skinnerne.

Det vil de gøre med 40 jordskrab, hvor de skinnekørende gravemaskiner graver det øverste lag jord af, så det kan give plads til andet liv såsom andre plantearter og insekter som gravebier og buksebier.

Skrabene bliver lavet for cirka hver 100 meter, hvor maskinerne allerede er i gang med at forny jernbanen, og hvor baneterrænet egner sig.

- Banedanmark råder over store arealer, og det er min ambition, at hver gang, der bliver bygget nyt eller renoveret, så skal der tænkes biodiversitet ind, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Hvad er jordskrab?

Et jordskrab er en nem og billig metode, hvor man fjerner det øverste jordlag med græs og andre dominerende planter, der i dag forhindrer, at andre plantearter og insekter kan flytte ind langs banen.

Ved hjælp af skinnekørende gravemaskiner fjerner man 15 centimeter af det øverste jordlag, så der på den måde bliver adgang til råjorden. Det skaber gode leveforhold for insektarter, der bygger rede under jorden.

Jordhvepse, jordbier og nøjsomhedsplanter har dermed en chance for at flytte ind. Det kan også være fugle eller firben, som spiser insekterne.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.