Brugte datteren til svindelforsøg, og straks meldte hun sig til sikkerhedskursus

Video: Kristina Højer Nørgaard/Tv Syd
Udgivet

Mere end 160 seniorer og deres pårørende var søndag samlet i Vejle til temadag om ældres digitale sikkerhed.

- Hej mor. Nu må du ikke grine, men jeg har tabt min telefon i toilettet. Bare rolig, jeg har fået en ny, men det giver nogle problemer i forhold til at få betalt mine forsikringer.

Omtrent sådan lød en SMS, som 70-årige Hanne Koudal Jensen fra Vejle for nyligt modtog. Beskeden skulle forestille at være fra hendes datter, men i virkeligheden har der formentlig været tale om kriminelle, der havde til intention at franarre hende penge.

- Jeg synes det er irriterende, at man er usikker på, om man kan gå ind på et link, og at man føler sig usikker på, om det folk sender til en er helt rigtigt. Det kunne jeg godt tænke mig at blive klogere på, siger Hanne Koudal Jensen.

Heldigvis opdagede hun med hjælp fra sin datter, at beskeden var det rene svindel, men oplevelsen har alligevel sat sig i hende, og derfor var hun søndag sammen med omtrent 160 andre seniorer og deres pårørende til en gratis temadag i Vejle med fokus på digital sikkerhed.

Hanne Koudal Jensen fortæller, at hun som det første vil sikre sig, at hun i fremtiden har hemmeligt telefonnummer. Foto: Kristina Højer Nørgaard, TV SYD

Det er nemlig langt fra alle, der som Hanne Koudal Jensen opdager fupnumrene i tide. Sydøstjyllands Politi oplever at flere og flere over 60 år bliver svindlet digitalt, og netop derfor har de i samarbejde med Ældresagen og Vejle Kommune arrangeret søndagens temadag.

- Vi ser en tydelig tendens til, at den ældre generation er mere tillidsfulde. Der kan man som svindler godt skabe tillid hos dem, og når først den tillid er skabt, så kan man snyde dem. Det er en ond spiral, som vi skal have stoppet, siger Stig Simonsen, der er vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

Seniorer 60+ blev søndag undervist i digital sikkerhed i kulturhuset Domus i Vejle af Sydøstjyllands politi i et samarbejde med ældresagen, kommunen og biblioteket. Foto: Kristina Højer Nørgaard, TV SYD

Flere af de ældre havde taget deres pårørende med til workshoppen. Det gælder blandt andet Marie Stork fra Vejle, som havde lokket sit barnebarn med.

- Det er jeg rigtig glad for, for uanset hvor godt et kursus er, så er der altid ting man glemmer, jo ældre man bliver, siger hun, inden barnebarnet stemmer i:

- Mor ringer tit til mig, hvis der er noget, og vi har kigget rigtig meget på, hvordan man finder ud af, om en mail er falsk eller ej. Sammen har vi fået blokeret og slettet mange af de falske mails der kommer, og så tænker jeg, at det altid er godt at have en med, så vi kan snakke det igennem, siger Nanna Schandorf Stork.

Oprindeligt var det meningen, at Marie Stork skulle have haft sin datter med, men hun blev syg, og så trådte barnebarnet til i stedet for. Foto: Kristina Højer Nørgaard, TV SYD

Et af rådene, som Marie Stork har taget til sig er at gøre sin Facebook-profil privat, så ikke svindlerne kan se hendes oplysninger.

Temadagen har primært til formål at øge den digitale sikkerhed for Marie Stork og de øvrige seniorer, men det er også med til, at hendes barnebarn kan føle sig mere trygge ved sin mormors færden på internettet.

- Hun har en god sund fornuft, så tænker jeg ikke nødvendigvis, at hun er i den største risikogruppe. Men som de også sagde, så kan alle jo falde i på et eller andet tidspunkt. De ved, hvordan de skal snyde, og det begynder at se mere og mere ægte ud, siger Nanna Schandorf Stork.

Arthur og Elise er nu med i en sjælden klub, der har fået brev fra både konge og dronning

I Sønder Starup Kirke holdte præsten tale for parret til jernbrylluppet. Foto: Privatbillede
Udgivet

Kobber-, sølv- og guldbryllup har Arthur Ernst og Elise Ernst fejret for længst. Når deres ægteskab fylder 70 år, kan parret holde jernbryllup.

Statsministeren hed Hans Hedtoft, Vesttyskland optages i NATO, og stomiposen bliver opfundet. Året var 1954, og det var også året, hvor Arthur og Elise blev gift.

Hvis man aldrig har skændtes i et ægteskab, så har den ene domineret det hele. Og sådan har det ikke været for os.

Arthur Ernst

Parret mødte hinanden på en gård i Hoptrup, hvor de begge skulle tjene. I en alder på 22 og 23 år blev parret viet, og ægteskabet har varet ved lige siden.

Den 5. november har Arthur og Elise fra Haderslev været gift i 70 år.

- Efter så lang tid, er det taknemmeligheden der fylder. Vi har det godt sammen, siger Elise Ernst.

Begivenheden blev fejret i Sønder Starup Kirke i Haderslev og det tilhørende sognehus for 57 familiemedlemmer.

Sønder Starup Kirke ligger tæt på Haderslev Fjords sydbred. Foto: Privatbillede

- Vi har et rigtig godt ægteskab. Vi er virkelig glade for hinanden, og jeg nyder hendes selskab, forklarer Arthur Ernst.

Sammen har jernbryllupsparret fået fire børn, 11 børnebørn og 18 oldebørn. Der er endda to oldebørn mere på vej.

En kongelig besked

Udover gaver og lykønskninger fra familien har bryllupsparret fået et brev fra Hans Majestæt Kong Frederik X

- Det er da lidt specielt at få et brev fra kongehuset. Det er ikke alle og enhver, der får lov til det, fortæller Arthur Ernst.

Blandt festdeltagerne var parrets fire børn, 11 børnebørn og 18 oldebørn. Foto: Privatbillede

Det er ikke første gang, at breve fra kongehuset lander i postkassen hos ægteparret. Både ved diamant- og krondiamantbryllup har Dronning Margrethe sendt hadersleverne en besked.

Dog er det langtfra alle ægteskaber som når disse milepæle. Tal fra Danmarks Statistik viser, at 12.862 ægtepar blev skilt i 2023. Omkring 48 procent af skilsmisserne var inden for 10 års ægteskab, men det har aldrig været en del af overvejelserne for Arthur og Elise.

- Selvfølgelig kan vi blive uenige en gang imellem, men vi har aldrig talt om skilsmisse, fortæller Arthur Ernst og fortsætter:

- Hvis man aldrig har skændtes i et ægteskab, så har den ene domineret det hele. Og sådan har det ikke været for os.

Hvad er jeres hemmelighed til et langt ægteskab?

- Det er vigtigt, at man skal finde den rigtige helt fra starten og holde fast ved personen. Men så skal man også leve længe, bemærker Elise Ernst.

På selve bryllupsdagen har parret inviteret naboerne og sidst, men ikke mindst vil borgmester i Haderslev, Mads Skau (V), komme forbi.

Bil kørt ind i hus - to personer fastklemt

To personer skulle være fastklemt i bilen, der omkring klokken 17 kørte ind i et hus i Bov. Foto: Presse-foto.dk
Udgivet

To personer er kørt ind i et hus i Bov. Ulykken skete omkring klokken 17.

Opdateres.

Bilen ramte huset kort før klokken 17, og to personer skulle være fastklemt i bilen.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen er politi, ambulance og brandvæsen på stedet, men der er ikke oplysninger om, at personerne er kommet alvorligt til skade.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.