Hendes ældre nabo var netop gået i svindlers fælde – men så tog hun telefonen
Mai-Britt Christensen fra Ulkebøl honoreret af politiet for sin indsats mod dankort-svindlere.
Egentligt skulle hun slå græs, men i stedet gik Mai-Britt Christensen fra Ulkebøl over til sin 83-årige nabo med roser. Naboen stod i køkkenet og talte i telefon. Og nu udspillede der sig en scenarie, som tager os med ind i maskinrummet hos de kriminelle, der forsøger at narre pinkoder og dankort fra især ældre mennesker.
- Jeg snakker med banken. De sender en bil, sagde naboen, der stod i sit køkken med telefonen i hånden.
Mai-Britt kiggede på hende, og hun så helt forstyrret ud.
- Hvorfra ved du, at du snakker med banken, spurgte Mai-Britt.
- Jamen, det siger han, svarede hun.
- Læg røret på. Så ringer vi til banken.
Vi blev vist afbrudt, kære frue
De ringede straks banken op, og selvfølgelig havde den ikke ringet til hende. De fik spærret kortet, og lige da de lagde på med banken, ringede manden igen og sagde: “Vi blev vist afbrudt, kære frue”.
- Ja, kære frue min bare røv. Hvad fanden har I gang i. Politiet står herude om fem minutter, skal du bare vide, svarede Mai-Britt.
Så lagde han røret på, og i samme sekund så Mai-Britt en mand komme op mod hoveddøren, og så tænkte hun:
- Sikke nogle røvhuller, der ringer til folk på den måde.
Hun løb ud til ham og spurgte, hvad pokker de havde gang i. Hvorefter manden tog sin telefon op og spurgte: Hvad gør jeg nu?
- Først troede jeg, han spurgte mig. Jeg svarer, at han bare skulle se at komme afsted. Men det var jo selvfølgelig, fordi han var blevet ringet op af den anden mand, der sikkert fortalte ham, at han skulle se at komme væk, fortæller Mai-Britt.
Hun løb efter manden, der var en ung mand i begyndelsen af 20’erne. Han stak af, og Mai-Britt noterede nummerpladen på en mystisk bil, der var parkeret få hundrede meter fra gerningsstedet.
Naboen blev flov
- Jeg blev rasende i det øjeblik, der stod en ung mand over for en kvinde på 83 år. Hun havde jo ikke en kinamands chance.
Under normale omstændigheder ville hun have været alene, og Mai-Britt reagerede på, at man på den måde opsøger en gammel dame på den måde.
- Det er sgu ikke i orden. Sikke en skiderik, han skulle ikke bedrage min nabo, siger Mai-Britt.
Sådan sikrer du dig mod svindel
Politiet har sammen med landets banker, Det Kriminalpræventive Råd og Ældre Sagen udviklet tre enkle råd, der mindsker risikoen for at blive svindlet:
1. Vær på vagt – det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge
2. Smæk røret på – hellere et nej for meget!
3. Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående.
(Kilde: Politiet)
Under den timelange samtale havde manden, der påstod at være fra banken, at der var hævet 8.000 kr på hendes konto. Han spurgte, om hun kunne huske, hvor hun havde været henne sidst. Da naboen fortalte, at hun havde været i Plantorama, svarede han, at det kunne han godt se.
- Han gentog jo bare, det hun sagde. Der tænkte jeg; puh, de er dygtige. Hele tiden sørgede han for, at hun ikke lagde røret på. Han gav hende en forsikring om, at han havde styr på situationen og ville hjælpe hende. Lige så snart hun lagde røret på, trak hun jo vejret normalt igen. Straks var hun godt klar over, at hun var blevet narret. Hun blev simpelthen så flov, fortæller Mai-Britt.
Den 83-årige var ikke den eneste i nabolaget, som blev forsøgt svindlet den dag. Samme dag lykkedes det de kriminelle at franarre kort og pinkode fra en anden borger på samme villavej.
Læg røret på
I dag er naboen forsigtig med at bruge sit dankort. Mai-Britt hjælper hende med at komme videre, og naboen ved jo godt, at de ikke kommer igen.
- Hun er begyndt at låse sin dør, når hun skal over til mig. Det skræmmer hende, at hun lod sig narre på den måde og ikke kunne gennemskue dem. Men jeg synes ikke, det er flovt at blive taget med bukserne, men dumt ikke at fortælle om det. Ellers fortsætter de baryler bare, mener Mai-Britt, som har følgende meget simple råd til andre i samme situation:
- Læg røret på! Mange siger, at det aldrig vil ske for mig, men når de først er i røret, kan du blive spundet ind i noget, du ikke kan gennemskue. Banken ringer ikke og beder om pinkode, eller sender en bil, understreger hun.
Mai-Britt har modtaget en dusør fra Syd- og Sønderjyllands Politi på 1.000 kroner for sin handlekraft. Samt et diplom og en buket blomster.
Begge mænd anholdt
Syd- og Sønderjyllands Politi modtog mandag den 29. juli to anmeldelser om kontaktbedrageri i Sønderborg Kommune. Politiet efterforskede sagen, og det førte til anholdelse af to formodede gerningsmænd, som efterfølgende blev afhørt og sigtet i sagen, hvorefter de blev løsladt.