Regeringen vil fastholde forhøjede dagpenge til uddannelser
Regeringen vil fastholde forhøjede dagpenge, så visse ledige kan opkvalificere sig inden for de brancher, der mangler arbejdskraft, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Det bliver en del af regeringens finanslovsforslag for 2024, som præsenteres senere på ugen.
- Vi skal have flere faglærte, så vi kan indfri vores ambitiøse mål for vores velfærdssamfund og den grønne omstilling, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.
Regeringen vil afsætte cirka 230 millioner kroner i 2024 og cirka 300 millioner kroner årligt i de kommende år, lyder det.
I andet halvår af 2023 er det muligt at påbegynde en erhvervsuddannelse inden for brancher med mangel på arbejdskraft og modtage 110 procent af sin hidtidige dagpengesats. Hvis man er over 30 år og enten er ufaglært eller faglært med en forældet uddannelse.
Ordningen er dog kun midlertidig, men skal altså fra årsskiftet gøres permanent, mener regeringen.