Prisen på kød og mælk vil stige så lidt, at det ikke kan mærkes
Ingen grund til bekymring, lyder det fra forbrugerøkonom, for en CO2-afgift kommer ikke til at få nogen væsentlig betydning for den almindelige dansker.
- Forbrugerne har ikke noget at være bekymret for. En afgift får ingen særlig betydning for dem. Så hvis de piver, er det uden grund, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Sydbank.
Hun har ikke selv regnet på konsekvenserne af en afgift. Men hun henviser til tænketanken Concitos beregning lavet for Politiken af en klimaafgift på 750 kroner per ton CO2.
- For en almindelig familie, vil det ifølge Concitos regnestykke betyde en prisstigning på samlet set 135 kroner om året for oksekød, ost og mælk. Det svarer til en liter mælk om måneden, siger Ann Lehmann Erichsen.
Den almindelige dansker kan ifølge hende nemt spare sig ud af afgiften ved at købe to liter mælk og et kilo oksekød mindre om året.
Ændrer ikke danskernes adfærd
Derfor mener forbrugerøkonomen heller ikke, at flere danskere vil købe udenlandsk kød fremfor dansk produceret kød på baggrund af en klimaafgift, som nogle landmænd ellers har udtrykt bekymring for.
- Det vil være så marginal en stigning, at det ikke vil ændre noget, og dem, der i forvejen køber udenlandsk kød, vil fortsætte, mener Ann Lehmann Erichsen.
Den vurdering er forbrugerøkonom hos Nordea Ida Moesby enig i. Der skal ifølge hende højere prisstigninger til, før forbrugernes adfærd ændrer sig.
- Bliver det dyrere end Concitos beregninger, vil man kunne se en ændring i forbrugernes adfærd. Hvis 500 gram oksekød stiger med 10 kroner vil forbrugeren lægge mærke til det, og det vil for nogle betyde, at man skærer ned på kødet eller finder alternativer, siger Ida Moesby.