Politiker kalder på bedre cykelforhold i togbusser
Karina Lorentzen fra SF kræver bedre muligheder for at medbringe cykel, når der i den kommende tid indsættes togbusser grundet sporarbejde fra Padborg til Fredericia.
Fra den 12. september til den 9. december foregår sporarbejdet, hvorfor der i nogle tidsrum indsættes togbusser ligesom der vil være færre togafgange.
På togbusserne kan pendlere ikke medbringe deres cykler, hvilket Karina Lorentzen, landdistriktsordfører for SF, ønsker løst både nu og på længere sigt.
- Jeg ønsker, at vi fastholder brugerne af togtrafik. Og her er det en hæmsko, hvis man oplever ikke at kunne få en barnevogn eller en cykel med. I SF har vi derfor kontaktet ministeren for at undersøge, om der kan findes en løsning med trailere på togbusserne, siger Karina Lorentzen i en pressemeddelelse fra SF.