Politiet advarer mod organiseret svindel
Ældre, der udsættes for svindel på nettet, er efterhånden en gammel historie, men nu advarer Syd- og Sønderjyllands Politi mod svindlere, der går målrettet efter ældre borgere med fastnettelefon.
Senest er fem ældre mennesker i Varde blevet lokket til at udlevere både kreditkort og kode, efter at de er blevet overbevist om, at de taler med deres bank, som kan give samme kode til et nyt kreditkort.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Borgerne ringes op på deres fastnettelefon af en person, der udgiver sig for at være fra banken. Svindleren er meget veltalende og får borgeren overbevist om, at vedkommende er udsat for svindel, og der er ved at blive overført penge fra vedkommendes konto. Det får borgeren til at udlevere sit kreditkort og kode til en person, der dukker op på bopælen, mens svindleren fortsat er i røret, siger politikommissær Kent Brynilsen, leder af politiet i Varde.
Gode råd fra politiet:
Træk vejret og tænk dig om. Bank eller politi vil aldrig have meget travlt ved borgerkontakt. Du må altid lægge på, snakke med en fortrolig og vende tilbage.
Kan du ikke afbryde opkaldet på fastnet-telefonen, så tag strømmen fra telefonen for at nulstille linjen.
Tag selv kontakt til den myndighed, der ringer. Ring altid på hovednummeret eller mød fysisk op ved din bank, politi eller lignende.
Udlevér aldrig dine konto- eller kodeoplysninger. Bank, politi eller lignende vil aldrig efterspørge dine personlige oplysninger, kort eller andet telefonisk eller på din adresse.
Hent information på http://sikkerdigital.dk/, http://dkr.dk/ eller ring til cyberhotlinen på 3337 0037.
Har du været udsat for svindel og har brug for hjælp, kan du kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006, der yder anonym, gratis hjælp til ofre for kriminalitet.
Hjælp din mor, far, nabo eller andre ved at dele denne viden med dem.
Det er ikke kun kreditkort, som de ældre borgere er blevet franarret. Politiet skriver, at svindlerne også er lykkes med at få udleveret smykker og kontanter ved døren.
Syd- og Sønderjyllands Politi har fået omkring 20 anmeldelser om lignende sager mellem den 26. februar og den 5. marts.