Her åbner et nyt asylcenter - 91 flygtninge flytter ind
Ukrainske flygtninge er strømmet til Danmark siden krigen brød ud i 2022, og det betyder, at der fortsat er behov for asylcentre i det syd- og sønderjyske. Derfor har man nu åbnet et nyt i Løgumkloster.
For snart tre år siden begyndte de første ukrainske flygtninge at komme til Danmark, efter Rusland gik ind i Ukraine den 24. februar 2022.
Sidenhen er det blevet til flere asylcentre rundt omkring i Syd- og Sønderjylland. Nogle er lukket hen ad vejen, mens andre stadig er i funktion.
Nu har Tønder Kommune åbnet et nyt asylcenter på Nørre Løgum Centralskole i Løgumkloster.
- Tilstrømningen er så stor, så vi har brug for mere kapacitet, siger Keld Hansen, der er vicekommunaldirektør i Tønder Kommune og har ansvaret for asylområdet i kommunen.
91 asylansøgere flytter ind på det nye asylcenter fra Center Sandholm på Sjælland, der er modtagecenter for alle nye asylansøgere. Det kommer både til at være familier, enlige og par.
- Min forventning er, at Nørre Løgum Centralskole bliver centralcenter. Det har tidligere været indrettet som asylcenter, siger Keld Hansen.