Pinsetrafikken påvirkes af to vejarbejder
To vejarbejder på E45 har givet lange køer de seneste dage. Og nu står pinsen for døren, og så bliver det hele meget værre. Vejdirektoratet har et par tip til, hvordan man kan mindske risikoen for at ende i en lang kø.
Det er fredag før pinse, det går løs. Folk skal hjem fra arbejde og afsted på ferie. Vejdirektoratet råder derfor til, at hvis man kan køre før klokken 13 fredag eller efter klokken 19, så er der mindre chance for at havne i en kø.
Lørdag er det tidspunktet omkring frokost, der er værst. Så vejdirektoratet opfordrer til, at man forsøger at køre tidligt om formiddagen eller sent på eftermiddagen. Men det bliver ikke så slemt som fredag.
- Fredag er rød i vores grafik, mens lørdag kun er gul, forklarer Martin Rytoft, vagthavende i vejdirektoratets trafikcenter.