Ny lov kan betyde tyske flag i danske flagstænger
Det tyske mindretal håber at kunne hejse det tyske flag uden først at bede om tilladelse. Formanden tror ikke, vi kommer til at se tyske flag i private flagstænger.
På den tyske side af grænsen kan det danske mindretal frit hejse Dannebrog. Den ret vil det tyske mindretal i Sønderjylland også gerne have, og mindretallets formand, Hinrich Jürgensen, er tæt på få ønsket opfyldt.
Torsdag drøftede Folketinget nemlig et forslag fra Danmarksdemokraterne til en ny flaglov. SVM-regeringen støtter forslaget, som med få undtagelser vil forbyde fremmede flag i danske flagstænger. Men samtidig åbner justitsminister Peter Hummelgaard (S) for at give det tyske mindretal ret til at flage.
- Det tyske mindretal er en velintegreret del af vores samfund. Det er en minoritetsgruppe, som vi gerne vil passe på. Derfor syntes jeg, at der er god fornuft i at overveje, om ikke også de skal have en udvidet ret til at flage på ved særlige lejligheder med det tyske flag, siger Peter Hummelgaard.
Åbningen falder i god jord hos mindretallet.
- Når vi får gæster fra Tyskland, vil vi gerne hejse det tyske flag, selvfølgelig ved siden af Dannebrog. Det betyder meget for os, fordi det er en del af vores identitet. Til sammenligning ville mange nok synes, det var mærkeligt, hvis det danske mindretal ikke måtte flage med Dannebrog i Tyskland, siger Hinrich Jürgensen.
Tyskerne flager sjældent
Lige nu der ingen flagregler i Danmark. Sidste sommer fastslog Højesteret nemlig, at der ikke var nogen lovhjemmel til at dømme en mand fra Kolding, som havde hejst USA's flag i sin flagstang. Højesterets dom betød, at det siden har været helt frit slag for fremmede flag.
Efter dommen frygtede kritikere, at der ville hænge tyske flag i en masse flagstænger.
Jeg har ikke set et eneste tysk flag hænge i en privat flagstang
Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Sønderjylland
- Men sådan er det jo ikke gået. Nu har vi i et halvt år vidst, at der ikke er nogen flaglov i Danmark, og jeg har ikke set et eneste tysk flag hænge i en privat flagstang. Det lægger slet ikke til den tyske kultur og tradition at hejse det tyske flag i private sammenhænge, siger Hinrich Jürgensen.
Vil slippe for bøvl
Mindretallet ønsker primært at flage, når der kommer gæster fra Tyskland til mindretallets skoler og andre institutioner med tyske rødder i Sønderjylland.
Indtil Højesterets dom var det forbundet med det, man på jysk vil kalde bøvl. For at få en tilladelse skulle der hver gang sendes en ansøgning til politiet.
- Der var en sagsbehandlingstid på 21 dage, og det var utroligt irriterende. Nogle gange kunne vi ikke nå at få tilladelsen, før vores gæster var kørt tilbage til Tyskland. Der vil vi meget gerne kunne flage på lige fod med de nordiske landes flag ved vores institutioner, siger Hinrich Jürgensen.