OL-atlet tog tilbage til Paris kort efter hjemkomst
Da Alberte Kjær Pedersen var kommet hjem til Danmark efter OL, besluttede hun sig for at tage tilbage til Paris.
Den fredericianske triatlet vendte efter nogle dage i Danmark tilbage til Paris og OL-byen for at opleve mere af den helt specielle stemning.
- Settingen er lidt højskoleagtig, at man møder folk og snakker. Men alle skal præstere, så der er bare meget tension også, siger Alberte Kjær Pedersens.
Som en blanding af højskole og den vigtigste konkurrence, man overhovedet kunne forestille sig.
Det er sådan, hun bedst kan beskrive sammenholdet mellem de danske atleter - uden hverken at have gået på efterskole eller højskole.
- Det er det der med, at der ikke er nogen, der er konkurrenter, fordi alle har sin egen disciplin. Man er udtaget til at repræsentere Danmark, så det er ligesom bare at være et stort dansk hold, hvor alle hepper på hinanden, siger hun.
For da Alberte Kjær Pedersens konkurrence var overstået, fik hun sammen med andre danske repræsentanter mulighed for at heppe på alt fra kajakkonkurrencer til breakdance - og ikke mindst på hinanden.
Vandkvaliteten har ikke afskrækket hende
Op til og også under OL har Paris kæmpet med bakterieniveauet i Seinen, hvor blandt andet Alberte Kjær Pedersen skulle svømme.
Hun valgte at stole på arrangørerne og tro på, at vandkvaliteten levede op til reglerne - som vandprøven dagen efter kunne bekræfte hende i.
- Jeg hoppede i, og der skete ikke noget. Og det er fint. Men jeg ved, at der har været måske en lille håndfuld atleter, der har været syge bagefter, siger hun.
Men om de få atleter blev syge af vandet eller noget helt andet, ved hun ikke.
Forberedelse, forberedelse og mere forberedelse
OL i Paris var ikke Alberte Kjær Pedersens første gang med store konkurrencer. Derfor vidste hun, at hun skulle forberede sig både fysisk og psykisk.
- Ens egen konkurrence er jo det vigtigste, så man skal egentlig prøve at sortere alt udefrakommende fra for ligesom at have overskud til at fokusere på konkurrencen, siger triatleten.
Hun allierede sig med erfarne sportsfolk og en sportspsykolog for at blive klogere på, hvordan man tacklede at være i så stor og vigtig en konkurrence.
Og forberedelsen gav pote.
Med en tid på 2:02:02 kom den fredericianske triatlet på en 36. plads ud af 55 deltagere ved OL i Paris. Hun tilbagelagde 1500 meters svømning, 40 kilometers cykling og 10 kilometers løb.
Overordnet er Alberte Kjær Pedersen godt tilfreds med sin præstation i Paris som repræsentant for Danmark og hendes triatlonklub i Fredericia.
Hun kommer faktisk aldrig over stregen og føler, at hun ikke har givet den alt, hvad hun kan:
- Jeg er altid fuldstændig smadret bagefter. Jeg evaluerer på, hvad der skete omkring mig. Hvad sker der i svømmefeltet? Hvad sker der i cykelfelt? Kan man se, hvad de andre gør?
Hun ville dog have foretrukket, hvis hun havde haft mulighed for en dukkert i Seinen inden konkurrencen.
- Så havde jeg haft bedre mulighed for at tage nogle andre beslutninger i forhold til, hvordan jeg ville svømme i modstrøm på vej tilbage, og hvordan jeg ville positionere mig der, siger triatleten.
Ellers synes hun, at hun tog de helt rigtige beslutninger, selvom der altid er noget, hun vil forbedre.
Det har hun nu fire år til at arbejde videre på, indtil hun måske igen drager mod OL - om livet tillader det.
- Jeg gad virkelig godt. Men jeg vil også sige, at det ikke er det, jeg vil have for øje de næste fire år, siger Alberte Kjær Pedersen.