Nu bliver det gratis at tage cyklen med i bussen
Fra 1. november skal du ikke længere tænke på at købe en billet til din cykel, hvis du skal have den med i Sydtrafiks busser.
Det skriver Sydtrafik i en pressemeddelelse.
Tidligere har bussens farve bestemt, om det var gratis at tage cyklen med eller ej. Og det har givet anledning til forvirring blandt både passagerer og chauffører.
De nye regler gør det dog mere enkelt. Fra 1. november 2024 er cykler nemlig gratis i alle busser, hvor man kan tage en cykel med.
Det vil fortsat ikke være tilladt at tage cykler med i x-busser. Samtidigt kan busserne kun medtage et lille antal cykler. Man skal altid følge instruktionerne fra buschaufføren, hvis man skal have den tohjulede med.