Minister vil styrke og nytænke TV 2-regionerne
Et nyt udvalg skal se på, hvordan public service-dækningen bliver bedre. En chefredaktør og en tidligere TV 2-chef hilser initiativet velkommen.
Der er sket meget, siden tvSyd og de syv andre regionale tv-stationer i TV 2-samarbejdet blev etableret sidst i 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne.
Dagbladene har markant færre lokalredaktioner, der er færre lokale ugeaviser, og tech-giganterne har stadig større magt. Samtidig ser danskerne stadig mere tv ved at streame frem for at sidde klar ved husalteret på bestemte tidspunkter.
Det er bagtæppet for et udvalg, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har valgt at nedsætte, skriver ministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Det giver rigtig god mening at se nærmere på regionernes rolle og opgaver, når medievanerne har ændret sig så meget, som tilfældet er
Louise Pettersson, ansvarshavende chefredaktør, Sjællandske Medier
Udvalget skal undersøge TV 2-regionerne og nytænke deres rolle i forhold til de øvrige lokale og regionale medier.
- I dag får alle TV 2-regioner samme tilskud, selvom de dækker meget forskellige områder i Danmark. Samtidig kan det virke besynderligt, at TV2 ØST skal rapportere fra Sjællands Odde og helt ned til Gedser og Nakskov. Måske vil det give mening at have flere TV 2-regioner? Måske skal de regionale public service-medier i endnu højere grad samarbejde med private lokale og regionale medier, udtaler Jakob Engel-Schmidt i pressemeddelelsen.
Sjællandske: Konkurrencen skal være rimelig
Udvalget skal ifølge kulturministeren "kaste alt op i luften", så "vi giver ny luft til lokal og regional public service".
Det hilser chefredaktør for Sjællandske Medier Louise Pettersson velkommen.
- Det giver rigtig god mening at se nærmere på regionernes rolle og opgaver, når medievanerne har ændret sig så meget, som tilfældet er. Jeg tror ikke på, at private medier bliver svagere af, at public service-medierne er stærke. Konkurrencevilkårene skal bare være rimelige, og derfor håber jeg ikke, det hele ender med, at regionerne får endnu flere millioner, siger hun.
Alle TV 2-regionerne leverer i dag en omfattende digital nyhedsdækning på web og sociale medier. Her efterlyser Louise Pettersson, at hovedvægten lægges på at formidle levende billeder - og ikke nyheder, der som denne udelukkende er tekst.
Her er udvalget:
Peder J. Madsen, adm. direktør på Hotel Koldingfjord, tidl. bestyrelsesformand for TV SYD.
Anne Scheel Dyrehauge, direktør for Word Festival, tidl. direktør i Media City Odense, medlem af Radio- og tv-nævnet.
Hans Christian Kromann, konsulent ved Digital 1st., tidl. redaktionschef ved TV 2 Fyn.
Carsten Andreasen Fangel, medieanalytiker, fhv. analysechef for YouTube i Europa.
Lars Raakilde Jespersen, områdechef på Aalborg Universitet, tidl. chefredaktør for Nordjyske Medier og nuværende medlem af Radio- og tv-nævnet.
Carsten Topholt, fhv. finansdirektør i TV 2, fhv. vicedirektør i Slots- og Kulturstyrelsen.
Heidi Robdrup, politisk direktør hos Lederne, tidl. redaktionschef i DR og tidl. journalist ved Nordjyske Medier.
Camilla Angaard, chefredaktør ved ungemediet SEIN, samfundsfagsstuderende.
- Vi ved, at lokalt indhold har stor relevans for brugerne, og at de også gerne vil betale for det. Men hvis man får varen gratis, kan det godt gøre det sværere for os som private medier, siger Louise Pettersson.
Hun anerkender til gengæld ikke kulturministerens præmis om, at færre lokalredaktioner skaber det, der kaldes nyhedsørkener - lokalområder, som intet medie dækker.
- Vi har også færre lokalredaktioner end før i tiden. Men det betyder på ingen måde, at vi ikke dækker den pågældende by eller kommune. Det gør vi. Derfor er der ikke noget, der hedder nyhedsørkener på Sjælland så længe Sjællandske Medier er her, fastslår Louise Pettersson.
Udvalget bør løfte sig op over "plejer"
Tidligere nyhedsdirektør på TV 2, Michael Dyrby, der i dag er selvstændig strategisk medierådgiver, mener også, at det er "afgørende vigtigt" at definere regionernes opgaver på ny.
- Man skal dog huske, at regionerne mange steder er dygtige til at være tæt på brugerne i deres region. Regionerne er ret forskellige, og stationerne løfter opgaven forskelligt, siger Michael Dyrby.
Han forventer, at udvalget kan bidrage med en ny definition af public service, som også kan påvirke DR.
Udvalget skal løfte sig op over hvordan regionerne plejer at gøre, men samtidig være opmærksom på den store opbakning, TV 2-regionerne i dag nyder
Michael Dyrby, selvstændig strategisk medierådgiver og tidligere nyhedsdirektør, TV 2
- Vi betaler i dag forholdsvis mange penge til de otte TV 2-regioner. Det bliver derfor vigtigt, at udvalget sikrer, at pengene fremover gives, så den journalistiske dækning af hele landet bliver komplet, mener Michael Dyrby.
Ifølge ham er tilgangen om at kaste alt op i luften derfor den helt rigtige.
- Udvalget skal løfte sig op over, hvordan regionerne plejer at gøre, men samtidig være opmærksom på den store opbakning, TV 2-regionerne i dag nyder. Både når det gælder de mange borgere, regionerne servicerer, og den troværdighed, de nyder i dag, siger Michael Dyrby.
De otte TV 2-regioner finansieres i dag over finansloven, hvor regionerne hver tildeles 75,7 millioner kroner om året.
Udvalget fremlægger resultatet af sit arbejde inden årets udgang.