I aften skal du kigge op mod månen
Der er gode muligheder for at se en lidt større og mere sjælden udgave af månen, når nattehimlen mandag aften rammes af en blå supermåne.
Begivenheden falder nemlig sammen med ganske klart vejr landet over.
Supermånen ventes at ramme klokken 20.26 dansk tid, fremgår det af en pressemeddelelse fra den amerikanske rumfartsadministration, Nasa. Solen går ned ti minutter senere klokken 20.36.
En supermåne finder sted, når en fuldmåne falder sammen med dét tidspunkt på året, hvor Månen er tættest på Jorden. Den kan ifølge Videnskab.dk se op til 14 procent større ud, end når Månen er længst væk fra Jorden.
Den vil også lyse klarere, skriver Nasa.