Hvert tredje parallelsamfund ligger i Syd- og Sønderjylland
På Indenrigs- og Boligministeriets liste over 12 parallelsamfund i Danmark, som tidligere gik under betegnelsen "ghettolisten", ligger fire af dem stadig i Syd- og Sønderjylland.
Fire ud af 12 parallelsamfund ligger fortsat i Syd- og Sønderjylland.
I Sønderborg, Esbjerg, Horsens og Kolding finder man stadig nogle af landets mest belastede boligområder, hvor mere end halvdelen af beboerne har ikke-vestlig baggrund, og hvor mange blandt andet står uden for arbejdsmarkedet.
Det drejer sig om følgende fire boligområder:
Nørager/Søstjernevej, Sønderborg
Stengårdsvej, Esbjerg
Sundparken, Horsens
Skovvejen/Skovparken, Kolding
Områderne figurerer samtidig på listen over omdannelsesområder, der før gik under betegnelsen “hårde ghetto-områder”. Her ender et boligområde efter fem år på parallelsamfundfundslisten.
Et parallelsamfund opstår, når området opfylder mindst to af fire socioøkonomiske kriterier samtidig med, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.
I alle fire boligområder er andelen beboere med ikke-vestlig baggrund langt over 50, og flere end 60 procent af beboerne har kun en grunduddannelse.
Belastede boligområder i Syd- og Sønderjylland
Omdannelsesområder:
Nørager/Søstjernevej, Sønderborg
Stengårdsvej, Esbjerg
Sundparken, Horsens
Skovvejen/Skovparken, Kolding
Parallelsamfundsområder:
Nørager/Søstjernevej, Sønderborg
Stengårdsvej, Esbjerg
Sundparken, Horsens
Skovvejen/Skovparken, Kolding
Udsatte boligområder:
Nørager/Søstjernevej, Sønderborg
Stengårdsvej, Esbjerg
Sundparken, Horsens
Skovvejen/Skovparken, Kolding
Præstebakken/Syrenparken, Esbjerg, ny
Hedelundgårdparken, Esbjerg
Forebyggelsesområder:
Kløvermarken/Hvedemarken mv., Sønderborg
Korskærparken, Fredericia
Sønderbro, Horsens
Munkebo, Kolding
Finlandsparken, Vejle
Løget By, Vejle
Vestbyen, Vejle
Seks områder er udsatte
Indenrigs- og Boligministeriet udsendte onsdag den årlige liste over belastede boligområder.
Regeringens liste over parallelsamfund er blevet lidt kortere. Antallet af belastede boligområder er faldet fra 15 til 12. Fire boligområder opfylder ikke længere kriterierne for at være et parallelsamfund, mens ét område er kommet til.
I Syd- og Sønderjylland er seks boligområder karakteriseret som udsatte boligområder. Præstebakken/Syrenparken i Esbjerg er eneste nye område på listen.
Fire af dem betegnes ydermere som omdannelsesområder, som er omfattet af en udviklingsplan og skal leve op til kravene om at reducere andelen af almennyttige familieboliger i området.
Sådan defineres et boligområde som udsat, parallel eller omdannelsesområde
Ved et udsat boligområde forstås et alment boligområde, hvor der bor mindst 1.000 beboere, og hvor minimum to ud af fire følgende socioøkonomiske kriterier er opfyldt:
Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Ved et parallelsamfund forstås et alment boligområde, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande samtidig overstiger 50 pct.
Boligområder, der har været på parallelsamfundslisten i fem år, defineres i lovgivningen som et omdannelsesområde.
Ny liste med forebyggelsesområder
Siden sidste år er der opstået en ny kategori af boligområder, som Bolig- og Indenrigsministeriet kalder forebyggelsesområder.
Her havner et boligområde, hvis der blandt andet bor mindst 30 procent med ikke-vestlig baggrund. Det er områder, hvor kommunerne skal være opmærksom på, at de ikke ender på en af de andre lister.
Her er syv boligområder i Syd- og Sønderjylland placeret. Blandt andre tre områder i Vejle; Finlandsparken, Løget By og Vestbyen.
Nye betegnelser for belastede boligområder
Omdannelsesområder (hed tidligere Hårde ghettoområder)
Parallelsamfund (hed tidligere Ghettoområder)
Udsatte boligområder (ændrer ikke navn)
Forebyggelsesområder (ny kategori)
Lever op til to af fire socioøkonomiske kriterier og har minimum 30 procent ikke-vestlige beboere.