Folketingskandidater vil hjælpe presset psykiatri med forebyggende indsats
For blot en måned siden indgik et flertal af partierne i Folketinget en aftale om en 10-årsplan for psykiatrien. Der skal dog gøres endnu mere for børne- og ungdomspsykiatrien, mener flere lokale folketingskandidater.
- Tingene er blevet værre de sidste år. Vi ser flere patienter, end vi kan. Så vi kommer alle sammen til at løbe hurtigere, og vi skipper frokostpauserne.
Sådan sagde 32-årige Mette Stagis onsdag til TV SYD. Hun arbejder som psykolog på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Vejle.
Hun mener ikke, at udfordringerne er et ledelsesmæssigt problem, men et politisk problem, som skal løses af politikerne.
Et system i knæ
Anne Marie Geisler Andersen (Radikale Venstre) stiller op til folketingsvalget og sidder desuden i regionsrådet i Region Syddanmark samt i byrådet i Esbjerg Kommune.
Hun mener, at hele systemet er i knæ, og at det er en udfordring, at ansatte flygter til de private klinikker.
- Det bliver sværere at tiltrække de ansatte, og jeg er bange for, at den meget firkantede behandlingsgaranti indført under Lars Løkke vil udhule det offentlige system, så vi får en privatisering ind ad bagdøren, siger hun og peger på, at der derfor venter en stor udfordring i fremtiden.
- Det bliver et lang sejt træk at få folk tilbage til det offentlige.
Vil have ny 10-årsplan
I slutningen af september indgik Socialdemokratiet, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet, Frie Grønne og Konservative en bred aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed.
Ifølge Steen Holm Iversen (Konservative), der er folketingskandidat i Sydjyllands Storkreds, skal der dog tilføres mange flere penge til området.
- Straks efter valget skal der laves en fornuftig 10-årsplan, så der kommer flere penge til området. De skal gå til flere behandlere og psykologer, siger han.
Det er dog ikke det eneste, der ifølge Steen Holm Iversen skal forbedres.
- Vi bliver på en eller anden måde nødt til at kigge ind i, hvordan det bliver mere tåleligt at blive i psykiatrien, siger han.
Skal sidestilles med fysiske sygdomme
Et af de partier, der ikke var med i 10-årsplanen, er Moderaterne. Ifølge folketingskandidat Mette Kierkgaard var der "mange gode elementer", men planen var ikke ambitiøs nok.
Moderaterne vil gerne have sidestillet psykiske sygdomme med fysiske sygdomme. Samtidig vil man inspireret af kræftbehandling kigge på en pakkeløsning til psykiatrien.
- Vi vil have en sammenhængende løsning med screening, udredning og behandling, så vi får en bedre sammenhæng, siger Mette Kierkgaard.
Stigning i antal af henvisninger
Fra 2020 til 2021 steg antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Vejle med 40 procent. De bliver både henvist fra de praktiserende læger samt kommunernes PPR-afdelinger (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).
På børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Vejle afvises knap hver fjerde, hvor der er mistanke om angst og/eller depression. Det gør de, fordi der snarere er tale om mistrivsel.
I en undersøgelse foretaget af Dansk Psykolog Forening vurderer 78 procent af PPR-psykologerne, at der i lav eller meget lav grad er tilstrækkeligt med psykologer til at varetage opgaver tilfredsstillende i den PPR, de er ansat i.
Små problemer kan vokse sig større
De tre politikere er stort set enige om, at der skal kigges på forebyggende løsninger via en tidlig indsats.
Psykologernes forslag til Folketinget
Flere end 1000 psykologer sendte i august et åbent brev til Folketinget i håbet om at få forbedret vilkårene i de danske skoler og daginstitutioner.
Flere veluddannede pædagoger i daginstitutionerne, som får den fornødne tid og normering til at skabe de vigtige samspil med børnene.
Mere forberedelsestid til at lave en motiverende og inspirerende undervisning som passer til børnene.
Flere ressourcer til sfo'er og klubber så der kan skabes gode og pædagogisk funderede fritidstilbud med tid til nærvær.
Et opgør med tidskrævende screeninger og tests hvis ikke pædagoger/lærere/psykologer vurderer dem nødvendige for at lave den rigtige indsats for barnet.
Sikre PPR-medarbejderne arbejdsvilkår der gør det muligt at være tæt på praksis i dagtilbud og skoler.
Kilde: Psykologernes brev til Folketinget
- Vi kommer til at kigge på hele værdikæden med daginstitutioner, folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Brugerne af psykiatrien er et produkt af det, vi gør og ikke lykkes med, lyder det fra Steen Holm Iversen, der bliver bakket op af Radikale Venstres Anne Marie Geisler Andersen.
- Hvis man ikke har nærværende voksne, der kan møde det enkelte barns behov, så kan små problemer vokse sig større med tiden. Så vi skal have nok voksne, så man kan få skabt gode rammer, siger hun.
Hos Moderaterne vil Mette Kierkgaard ikke dykke for meget ned i, hvad der helt specifikt skal gøres.
- Vi er et ret nyt parti. Lige den del har vi ikke forholdt os meget til endnu, men der er ikke tvivl om, at det altid vil være en fordel at sætte tidligt ind, siger hun.