I august 2022 var det slut efter 17 år i den offentlige børne- og ungdomspsykiatri i Region Syddanmark.

Sygeplejerske Birgitte Irming indleverede sin opsigelse til Bbørne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Vejle.

Arbejdspresset var blevet for stort, og det gik ud over behandlingen af børnene og de unge.

- Jeg kunne ikke se patienterne i øjnene længere. Og jeg kunne ikke byde mig selv så dårlige arbejdsforhold. Jeg blev dårligere og dårligere af at være der. Så det var også for at redde mig selv, siger Birgitte Irming.

Hun sad i neuro-teamet, hvor hun havde udredt og behandlet tusindvis af børn og unge med blandt andet ADHD, autisme og Tourettes syndrom.

Men patienterne kunne ikke længere få den behandling, som Birgitte Irming kunne se, der var brug for.

- Vi fik ikke givet dem en ordentlig behandling, og vi afsluttede patienterne hurtigt, så vi kunne komme videre til den næste patient, siger Birgitte Irming.

Hendes historie er blot én blandt mange om forholdene i psykiatrien, der ifølge Birgitte Irming er presset til det yderste.

Hun har tidligere været sygemeldt med stress. Og aftalen med familien var, at hun måtte sige op, hvis hun mærkede tegn på stress igen.

Og det gjorde hun.

Flere henvisninger

Ifølge Birgitte Irming er der to store årsager til det stigende arbejdspres, der var blevet værre inden for de sidste fem år.

For det første oplevede hun et stigende henvisningspres.

Fra 2020 til 2021 steg antallet af henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Vejle med 40 procent.

Når flere patienter skulle udredes og behandles med de samme ressourcer, gik det ud over kvaliteten.

- Jeg havde så mange patienter, at jeg overhovedet ikke kunne huske dem, når jeg råbte deres navn op ude i venteværelset, siger Birgitte Irming.

Har I også inden for de sidste par år afsluttet patienter, hvor du havde en dårlig fornemmelse bagefter?

- Ja da, masser af gange. Det var et spørgsmål om at få afsluttet de patienter, der bedst kunne klare det, så vi selv kunne overleve i det, siger Birgitte Irming.

Det er vel at mærke patienter, som var blevet tilbudt behandlingsforløb tidligere.

- Særligt det sidste år var jeg flov over at sige til patienter og forældre, som vi tidligere ville have hjulpet, at de ikke kunne få et tilbud. Visiteringen er blevet så skarp. Linjen er trukket et helt andet sted hen, end den var før.

For hende var det fagligt utilfredsstillende at give en dårligere behandling end den, hun vidste, hun kunne have givet, hvis der havde været flere ressourcer.

- Det er meget sørgeligt, hvis vi kun stiller diagnosen og giver noget medicin og ikke giver de unge undervisning i deres sygdom, siger Birgitte Irming.

Presset på læger

Den anden årsag til presset var personaleflugt - særligt manglen på psykiatriske speciallæger.

Ifølge Birgitte Irming var nogle enkelte af lægerne behandlingsansvarlige for op mod 1.150 patienter. Det selvom de ikke nødvendigvis selv så patienterne.

- Jeg kunne se en patient i ti år, uden at der var en speciallæge, der så dem. Jeg havde kun to timer om ugen med speciallægen. Men jeg kan ikke varetage et arbejde med så lidt tilstedeværelse fra en læge.

Lægerne på de psykiatriske afdelinger er specialiseret i psykiatri. De har det overordnede behandlingsansvar og skal være med inde over beslutninger om blandt andet medicinering.

Også hos lægesekretærerne var der ifølge Birgitte Irming en flaskehals.

Hun har oplevet, at patientjournalerne til tider ikke var ajour, fordi der lå op over 500 dikteringer klar til at blive skrevet til journalnotater af sekretærerne.

Skrev brev til ledelsen

I forbindelse med sin opsigelse skrev hun et brev til ledelsen, hvor hun udtrykte sine bekymringer for kollegerne.

- Kollegerne var trætte, udbrændte, og de græd. De viste nogle sider af sig selv, som jeg ikke havde set. Men de viste det ikke over for patienterne.

Den arbejdsglæde, der havde været før i tiden, var væk.

Og det var sket inden for de sidste fem år, siger Birgitte Irming.

- Før i tiden havde vi ping pong i pauserne. Nu var folk triste og opgivne. Ofte spiste jeg ikke frokost med kollegerne, for jeg ikke kunne holde til at se dem helt udbrændte, siger Birgitte Irming.

Leder genkender billedet: - Det er rigtig ærgerligt

En af modtagerne af Birgitte Irmings brev var Louise Schwartz, der er afdelingschef for Børne- og Ungdomspsykiatrien i Sydjylland.

- Selvfølgelig gør det indtryk, når medarbejdere ikke trives, og der har været en årrække, hvor dygtige medarbejdere har valgt at forlade den offentlige psykiatri, fordi de ikke havde lyst til at arbejde under de betingelser længere. Og det er rigtig ærgerligt, siger Louise Schwartz og tilføjer:

- Jeg kan godt forstå, at nogle medarbejdere kan nå dertil, for jeg har jo selv været der (som psykolog, red.). Jeg har fuld respekt for det, omend jeg kan være rigtig ærgerlig over at miste en dygtig medarbejder som hende.

Louise Schwartz fremhæver, at det er hendes ansvar, at medarbejderne kan løse opgaven inden for de ressourcer, der er til rådighed. 

Men hvad nu, hvis man udfylder opgaven, som man skal, men ikke er fagligt tilfreds med den?

- Det er et kæmpe problem. Når man er fagprofessionel og har en stærk identitet i sit virke, er der også risiko for, at man laver skyggearbejde. At man leverer mere, end man skal for at kunne leve op til ens faglige standarder. Og så er der en risiko for, at man brænder ud.

Det var Birgitte Irming tæt på at gøre igen. 

Så hun tog konsekvensen af arbejdspresset og har fået arbejde som sygeplejerske i en privat psykiatrisk klinik i Vejle.

Hun har aldrig haft det bedre fagligt og personligt - vel at mærke med de samme arbejdsopgaver som i det offentlige.

- Det var på dagen, hvor jeg stoppede i det offentlige, at jeg fik det bedre. Nu har jeg slet ikke den der vrede og skuffelse, som jeg havde før. Jeg har overskud og er fagligt stolt, siger Birgitte Irming.