Flere unge får gode ideer, men selvtillid og "Løvens Hule-skræk" spænder ben
På ti år er antallet af unge iværksættere i Danmark steget med 62 procent. Også i Syd- og Sønderjylland, men de gode ideer lader sig ofte bremse af de unges manglende selvtillid.
Man behøver ikke at være over 18 år og iført skjorte, hvis man skal tale med Nikolaj Chelander Knudsen.
Han er iværksætterkonsulent hos ProVarde - en medlemsbaseret erhvervsforening med knap 600 virksomheder fra Varde Kommune - og hjælper til daglig iværksættere med at gøre deres gode ideer til virkelighed.
Det er en udfordring, hvor det uden tvivl ville være en fordel at være et stykke oppe i tyverne
Per Rask Jensen, forretningsudvikler hos Erhvervshus Sydjylland
Særligt blandt de helt unge oplever han, at de ofte lader sig bremse af deres egen usikkerhed og tvivl på, om de kan leve op til en række forventninger, som de selv mener, at de skal leve op til.
For at få hans hjælp behøver de dog hverken at være velklædte voksne eller have Løvens Hule-potentiale.
- Jeg oplever, at de unge holder sig tilbage, fordi de enten ikke ved, om deres ide er god nok, eller fordi de tror, at det skal kunne vækste helt vildt fra begyndelsen, forklarer Nikolaj Chelander Knudsen og kalder det en slags "Løvens Hule-skræk", som han møder blandt de unge på det lokale handelsgymnasie.
Iværksætteri som karriereplan
De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af nye iværksættere toppede i 2020, da 23.200 på landsplan startede en ny virksomhed.
Stigningen gælder ikke mindst for de 18-29-årige, hvor 4.900 valgte iværksættervejen i 2020. Det er en stigning i den aldersgruppe på 62 procent i forhold til 2010.
Illustrationen herunder viser andelen af unge iværksættere fordelt på landsdele i 2010 og 2020. Her kan man se, at der er sket en stigning i hele landet.
Hos Erhvervshus Sydjylland oplever forretningsudvikler Per Rask Jensen et stigende antal unge iværksættere.
Han forklarer stigningen med et fokus på at fremme iværksætteri fra politisk side samt tv-programmer og prisuddelinger, der hylder hurtigt voksende virksomheder og innovative påfund.
Flere unge iværksættere
I 2020 startede 23.200 en ny virksomhed i Danmark. Stigningen gælder ikke mindst de 18-29-årige, hvor 4.900 valgte iværksættervejen i 2020, en stigning i den aldersgruppe på 62 pct. i forhold til 2010.
Blandt de unge iværksættere er der færrest helt unge, idet 36 pct. er 18-24 år, mens 64 pct. er 25-29 år.
Der er generelt flere unge end ældre iværksættere, der starter virksomhed alene. 67 pct. eller næsten 3.300 af de unge iværksættere startede i 2020 en virksomhed alene.
Af de unge kvindelige iværksættere startede ca. 72 pct. i 2020 virksomhed alene, mens det gjaldt ca. 65 pct. af de unge mandlige iværksættere.
Der er stor forskel på, hvilke brancher kvindelige og mandlige iværksættere starter virksomhed inden for. Blandt yngre mænd topper tømrer- og bygningssnedkervirksomhed og kombinerede serviceydelser (fx både rengøring og håndværksydelser) listen. Blandt yngre kvinder topper skønheds- og hudpleje og frisørsaloner.
Kilde: Danmarks Statistik
Også de unge under 18 år møder Per Rask Jensen i sit arbejde. En gruppe som ellers ikke er til at finde i statistikkerne, da de er for unge til at kunne oprette virksomhed i eget navn.
Generelt oplever han, at de unge meget tidligt tænker iværksætteri som et led i en karriereplan.
- De tager ikke fem-ti år som svend, inden de springer ud som selvstændige, og de vælger i langt højere grad uddannelse ud fra, hvad de kunne tænke sig at drive virksomhed inden for, siger han.
Mere at skulle bevise som ung
At være ung iværksætter kan dog give en række udfordringer.
Blandt andet at man skal være 18 år for rent lovgivningsmæssigt at kunne etablere en virksomhed, men hos ProVarde ser Nikolaj Chelander Knudsen ofte, at det administrative arbejde spænder ben for de unges ideer.
- Som selvstændig har du alle kasketter på, og dermed er der mange ting, man selv skal klare såsom bogføring. Hvis man så ikke har helt styr på de basale ting, ender man måske med at se knap så klog ud, siger han og forklarer, at det kan være med til at gøre opstarten svær, når man skal opbygge tillid til forhandlere og kunder.
Kunderne går op i, om en virksomhed også er her i morgen og kan køre et projekt til ende, så her rammer de unge ind en skepsis
Per Rask Jensen, forretningsudvikler hos Erhvervshus Sydjylland
På den måde kan alder være med til at skabe nogle fordomme mod de unge iværksættere, mener Per Rask Jensen fra Erhvervshus Sydjylland.
- Kunderne går op i, om en virksomhed også er her i morgen og kan køre et projekt til ende, så her rammer de unge ind en skepsis. Det er en udfordring, hvor det uden tvivl ville være en fordel at være et stykke oppe i tyverne, siger han og understreger, at der ofte er mere at skulle bevise som ung iværksætter.
Blandt de unge iværksættere er der ifølge Danmarks Statistik færrest helt unge, idet 36 procent er 18-24 år, mens 64 procent er 25-29 år.