Farvel til sommervejret for nu
Danskerne vinker farvel til sommervejret i denne uge, hvor der i stedet for sol og blå himmel kommer regn, blæst og koldere temperaturer.
Det siger Klaus Larsen, som mandag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Overskriften er, at det er lidt køligere her mandag og tirsdag. Så kommer der en markant koldfront med regn natten til onsdag og onsdag morgen. Så bliver det noget køligere og mere blæsende, siger Klaus Larsen.
Vejret bliver generelt lidt blandet mandag.
Der ventes både sol og skyer, og temperaturen vil formentlig komme op mellem 16 og 21 grader, alt efter hvor i landet man befinder sig.
Gråvejr
- Der bliver perioder med gråvejr til alle i dag, og der bliver perioder med sol til alle i dag.
- Mest sol får de i Nordjylland, hvor der ud på eftermiddagen bliver ganske solrigt vejr. Herovre i de sydøstligste egne, hvor vi får solen først på dagen, er der kun lidt sol, siger Klaus Larsen.
Tirsdag bliver noget af det samme, men allerede her kan regnen melde sin ankomst med mindre byger her og der.
- Det er en uge, hvor vi vinker farvel til det her sommeragtige vejr, som vi har haft på det seneste, siger Klaus Larsen.