Energinet genoptager arbejdet med Baltic Pipe - men hassel- og birkemus standser fortsat arbejdet visse steder
Miljøstyrelsen har givet Energinet mulighed for genoptage anlægsarbejdet med at lægge gasledninger i jorden på store dele af den 210-km lange rute fra Houstrup Strand ved Blåbjerg til Faxe Ladeplads på Sjælland. Men de skal fortsat udskyde arbejdet, hvor truede mus lever.
Efter at Miljø- og Fødevareklagenævnet 31. maj 2021 ophævede Miljøstyrelsens miljøtilladelse til Baltic Pipe-projektet, og Energinet derfor lukkede det store gasledningsprojekt midlertidig ned, har Miljøstyrelsen nu givet tilladelse til, at arbejdet kan genoptages flere steder i Danmark.
Det betyder, der alligevel må arbejdes på rørledningen ved Houstrup Strand ved Blåbjerg i Vestjylland samt visse steder både på Fyn og Sjælland.
- Miljøstyrelsen har i går aftes givet os tilladelsen, så vi har haft travlt med at få taget kontakt til vores entreprenører, der har haft arbejdet suspenderet, siden vi fik forbuddet den 31. maj, fortæller Marian Kaagh, der er vicedirektør og leder af Energinets afdeling for anlægsprojekter.
Truede dyr udskyder fortsat arbejdet
Arbejdet på den sydøstjyske rørledning mellem Egtved og Lillebælt syd for Kolding samt visse steder på Fyn må dog endnu ikke genoptages, før der er en ny miljøtilladelse, forklarer Marian Kaagh:
- Det er fortsat hensynet til de såkaldte bilag IV-arter - altså sårbare og truede dyr, der er beskyttet af EU's habitatregler - der er årsagen til, at arbejdet på disse strækninger, ikke kan genoptages, før der ligger en ny miljøvurdering.
Marian Kaagh forventer derfor, at arbejdet fra Egtved og til Lillebælt ved Gl. Ålbo sydøst for Kolding må udskydes fra 2021 til foråret 2022.
Energinet vurderer, at projektet samlet set bliver ca. tre måneder forsinket. Energinet og den polske partner GAZ-SYSTEM aftalte i 2018, at Baltic Pipe skulle være helt færdig i oktober 2022 og skulle kunne transportere op til 10 milliarder kubikmeter gas årligt.
Baltic Pipe skal sikre Polen adgang til norsk gas, så Polen bliver mindre afhængig af russiske gasleverancer.
- Vi arbejder nu stenhårdt på at færdiggøre så meget som muligt, så en stor del af den aftalte kapacitet står til rådighed til den oprindelige deadline, siger Marian Kaagh.
De økonomiske konsekvenser endnu ukendte
Energinet vil hurtigst muligt skaffe sig overblik over, hvilke økonomiske konsekvenser den midlertidige nedlukning og udskydelse af dele af anlægsarbejdet får for projektet.
- Vi skal nu have alle konsekvenserne regnet grundigt igennem. Så snart vi har et samlet overblik, vil vi melde det ud, siger Marian Kaagh.
Tidslinje Baltic Pipe-projektet og de truede dyrearter:
Sagen handler om de såkaldte bilag IV-arter - sårbare og truede dyr, der er beskyttet af EU's habitatregler. Ifm. Baltic Pipe-projektet drejer det sig om hasselmus, birkemus, flagermus, sump vindelsnegl og skæv vindelsnegl.
- 12. juli 2019:
Miljøstyrelsen giver miljøtilladelse til Baltic Pipe-projektet på baggrund af en 520 sider lang miljøkonsekvensrapport, som bl.a. beskriver beskyttelse af bilag IV-arter. Tilladelse gives dels på beskrivelse af, hvordan Baltic Pipe-projektet vil beskytte bilag IV-arter, dels er det et vilkår, at Baltic Pipe efterfølgende skal lave yderligere undersøgelser og tiltag, som sikrer yngle- og rastepladser for de truede dyr. Den fremgangsmåde er gængs praksis ifm. miljøtilladelser. - August 2019:
Flere klager over miljøtilladelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet beslutter at tage fire sager op. Klagerne bliver ikke tillagt opsættende virkning. - September 2020:
Miljø- og Fødevareklagenævnet modtager notat fra Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet (DCE) om beskyttelse af bilag IV-arter. Efterfølgende skærper klagenævnet praksis i forhold til beskyttelse af bilag IV-arter. - 31. maj 2021:
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Miljøstyrelsens to år gamle miljøtilladelse. Nævnet mener, at alle afværgeforanstaltninger for bilag IV-arter skulle have været belyst, inden miljøtilladelsen blev udstedt. Klagenævnet har ikke taget stilling til, om nogle af de tiltag, Baltic Pipe-projektet som aftalt har lavet, efter miljøtilladelsen blev givet, sikrer yngle- og rastepladser for bilag IV-arterne.