Diskoteker får bøde for karteldannelse
Det er første gang, at Konkurrencerådet selv udsteder bødeforelæg. En ændring af konkurrenceloven trådte i kraft 4. marts 2021
En række diskoteker får et kedeligt brev ind ad brevsprækken inden længe.
De får en bøde for karteldannelse.
Diskotekerne og deres fælles indkøbsselskab har nemlig oprettet såkaldte kartelaftaler, hvilket ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er en meget grov overtrædelse af konkurrenceloven.
Aftalen - som diskotekerne har indgået med hinanden - går ud på, at diskotekerne ikke må åbne filialer i hinandens byer eller inden for en radius af 20 kilometer fra hinanden.
Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.
Det drejer sig om indkøbsselskabet NOX Networks ApS samt 18 diskoteker. De har alle erkendt at have overtrådt konkurrenceloven.
I TV SYDs sendeområde er det Diskotek Lyst i Varde, Tordenskiold i Kolding, Crazy Daisy i Haderslev, Penny Lane i Sønderborg og Horsens Nightlife i Horsens, der er at finde på listen.
Disse diskoteker får bøder for kartelaftaler
- Diskotek Lyst (tidligere Havana) i Varde
- Tordenskiold i Kolding
- Crazy Daisy i Haderslev
- Penny Lane i Sønderborg
- Horsens Nightlife i Horsens
- Crazy Daisy i Odder
- Buddy Holly i Struer (under selskabet Nonboe Holding ApS)
- Roxy Malt i Holstebro (under selskabet Nonboe Holding ApS)
- Beta House i Grenå (under selskabet Buddy Grenå CTR ApS)
- Bar 5 i Grenå (under selskabet Buddy Grenå CTR ApS)
- Crazy Daisy i Svendborg
- Buddy Holly i Skagen
- Skum i Helsingør
- Havana i Skive
- Queen’s i Skjern
- Buddy Holly i Hobro
- Crazy Daisy i Års (under selskabet Eiskjær Invest ApS)
- Crazy Daisy i Fjerritslev (under selskabet Eiskjær Invest ApS)
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Aftaler har stået på i op til 15 år
Overtrædelserne for de enkelte virksomheder løber over perioder fra et år og ni måneder og op til 15 år og ti måneder.
Bøderne bliver på mellem 28.000 til 278.000 kroner, og de er fastsat på baggrund af overtrædelsernes varighed, grovhed og virksomhedernes omsætninger.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fortæller at bøderne er lave sammenlignet med bøder for lignende overtrædelser, hvilket skyldes, at bøderne maksimalt kan udgøre ti procent af virksomhedernes samlede omsætning fra året forinden.
Altså er det omsætningen for 2020, hvor diskoteker har måttet holde lukket i en længere periode på grund af covid-19, der er udgangspunktet for bødeniveauet.
Ved fastsættelsen af bøderne har der også været en formidlende omstændighed, i og med at virksomhederne selv har været med til at opklare sagerne.
Hvad er karteldannelse?
Et kartel er en ulovlig aftale mellem konkurrerende virksomheder, der begrænser konkurrencen.
Karteller er ofte vanskelige at afsløre, fordi karteldeltagerne kan have en fælles interesse i at holde aftalen hemmelig.
Udover karteller findes der også andre former for aftaler, der begrænser konkurrencen mellem virksomheder.
Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Første gang Konkurrencerådet giver bøder
En ændring af konkurrenceloven trådte i kraft 4. marts 2021, og det er første gang, at Konkurrencerådet selv giver bøder.
Der fulgte et nyt bødesystem med ændringen, der giver Konkurrencerådet mulighed for at give bøder til virksomheder og at indbringe sager for domstolene med henblik på at give civile bøder.
TV SYD har været i kontakt med NOX Networks ApS næstformand, Thomas Lunderskov, der oplyser, at de ikke har nogen kommentarer.