Danskernes arbejdsglæde slår rekord
Danskerne trives mere end nogensinde før, når de går på arbejde.
84 procent udtrykker, at de er glade for at gå på arbejde. Af dem siger 51 procent, at de er meget glade for at gå på arbejde.
Det viser en analyse lavet af Voxmeter og Konsulenthuset Ballisager. 2000 borgere har medvirket i analysen.
Den udbredte tilfredshed kan måske virke paradoksalt, i en tid hvor en stor del af debatten om arbejdsliv kredser om stress og ønsket om nedsat arbejdstid.
Men der er en logisk forklaring, vurderer Morten Ballisager, som er direktør i Konsulenthuset Ballisager.
- Debatten kan være god, fordi den får fremelsket mere grundighed hos arbejdsgiverne.
- Igennem den gode arbejdsplads kan man fastholde medarbejderne. Mange af dem, der kommer ind på arbejdsmarkedet, er ikke interesserede i at blive hos en arbejdsgiver, hvor der er et dårligt arbejdsmiljø.
Den gode trivsel kan særligt spores blandt de ældre i analysen, mens den ikke ses på samme måde hos de unge.