Danskerne letter fortsat foden på speederen på motorvejen
Inflationen og de høje brændstofpriser fik sidste år tusindvis af danskere til at sænke farten på motorvejen. Den tendens fortsætter i 2023, hvor nye tal viser, at danskerne stadig træder nænsomt på speederen.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
I 2023 er der kørt 2-3 km/t langsommere end før prisstigninger på brændstof og inflation. Det viser nye tal fra Vejdirektoratets hastighedsbarometer.
Ifølge direktoratet er det stigende antal elbiler på vejene også en del af trenden med at køre langsommere.
- Det tyder på, at elbilister har en tendens til at holde farten nede for at bruge mindre strøm. Og her er der mest at hente om vinteren, hvor de lave temperaturer kan udfordre elbilernes rækkevidde. Samtidig er disse biler udstyret med moderne teknologi, der løbende fodrer bilisten med data om idealhastighed og de billigste ruter. Den slags er også med til at ”uddanne” folk og gøre dem mere bevidste om, at der faktisk er en sammenhæng mellem den valgte hastighed og brændstofforbruget, siger Niels Moltved, der er projektleder i Vejdirektoratets afdeling for trafikstatistik.