75 år med skolepatruljer – i dag hyldes de for deres indsats
Når skolepatruljerne i denne uge stiller sig ud til skolevejen, står de på skuldrene af flere generationer før dem. I år er det nemlig 75 år siden, at ordningen med skolepatruljer for første gang så dagens lys i Danmark – og de står der med danskernes opbakning.
Hele 96 procent af danskerne er positive over for skolepatruljerne og den indsats, de yder. Det viser en undersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag.
Sønderborg Kommune er et af de steder, der i denne uge fejrer deres skolepatruljer. Her vil byens ungdomsskole, politiet og lokale byrådspolitikere besøge de i alt 12 deltagende skoler.
Politiet, politikkerne og ungdomsskolemedarbejderen vil være med skolepatruljerne ude i trafikken om morgenen, og efterfølgende uddeles der morgenmad og små gaver til eleverne for deres indsats.
Har du været skolepatrulje?
Send os gerne et billede og en lille tekst om, hvor og hvornår du var skolepatrulje. Har du en sjov historie fra din tid som skolepatrulje, hører vi den også gerne.
Send det til tvsyd@tvsyd.dk