Uheldig spiller har været skadet i mere end et år - nu er han snart tilbage
Simon Wæver har ikke spillet en betydende fodboldkamp i mere end et år, men tirsdag fik han troen på, at en tilbagevenden ikke er langt væk.
Sønderjyskes måske mest uheldige spiller fik tirsdag et gensyn med grønsværen.
Det skete, da Simon Wæver fik 30 minutter på banen i en intern træningskamp. Kampen var uden betydning, men den betød noget for den 28-årige back.
- Det var skønt, og jeg har virkelig savnet det. Både det at være sammen med holdet, at kunne konkurrere og bare at tænke på at skulle gøre sit bedste på banen. Det var så fedt, siger han.
Spilletiden var en foreløbig kulmination på et langt skadesforløb, der har været det længste i Simon Wævers karriere.
Det er mere end et år siden, at Simon Wæver spillede en fodboldkamp af betydning. Han begyndte at træne med resten af holdet for et par uger siden, men ellers har han løbe- og styrketrænet for sig selv i vejen tilbage til fodboldbanen.
- Jeg kan heldigvis godt lide at løbe, men det er markant kedeligere at træne selv. Generelt er det en gave at være professionel fodboldspiller, men et af minusserne er, når man ikke kan få lov til at udføre sit arbejde, siger han.
Skadespausen skulle dog oprindeligt ikke have været så lang.
Forskellige skader har holdt ham ude
I begyndelsen af 2024 var han klar til at spille efter en operation for sportsbrok i lysken. Glæden varede dog ikke længe, da Simon Wæver pådrog sig en skade i foden efter et sammenstød med en medspiller på holdets træningslejr i Spanien i vinter.
Vejen tilbage til grønsværen har ifølge Simon Wæver været sværere end første skadespause sidste år, da den bød på længere tid med krykker eller foden i støvle.
Det gjorde dog ikke, at han mistede håbet på et comeback.
- Det er en længere proces, og det skal man jo bare være klar til som fodboldspiller. Det tager bare lang tid, når man ikke har løbet i lang tid og skal komme i fodboldform, siger han.
Fik tilbageslag i sommerpausen
Ventetiden syntes at være forbi frem til sæsonstarten i sommer, da han var med under to af holdets træningskampe i ugerne op til sæsonstarten. Det gav ham et tilbageslag, og derfor har Simon Wæver ikke været i aktion endnu.
Cheftræner Thomas Nørgaard mener, at det var for tidligt at give ham spilletid i sommer. Derfor vil klubben ikke stresse den uheldige back for en ny retur.
Sønderjyskes fans skal heller ikke forvente at se Simon Wæver mod FC Midtjylland på søndag, men klubbens nummer tre kan om et par uger være at finde på holdkortet igen.
Han føler i hvert fald selv, at debuten i landets bedste række er rundt om hjørnet uden at vende tilbage til skadeslisten med det samme.
Hvorfor er din fornemmelse så god, at du kan spille nu uden at få et nyt tilbageslag?
- Det er selvfølgelig altid svært at vide. Jeg følte mig ikke udsat sidste gang, men tirsdag havde jeg en super følelse i kampen. Jeg følte, at jeg kunne bevæge mig naturligt og være fint med på vores niveau, og så tænker jeg, at der ikke er så langt tilbage til at spille igen, siger Simon Wæver.
Simon Wæver kom til Sønderjyske fra B.93 i sommeren 2023. Han har spillet 10 kampe og scoret et mål for sønderjyderne.