Tilskuere forlod stadion i massevis efter kæmpe nederlag
Vejle Boldklub fik søndag eftermiddag ørerne i maskinen på hjemmebane, da de rødblusede vejlensere tabte med 5-0 til Viborg FF.
Kampen var i første halvleg lige, men kort før pausen begik forsvarsspilleren Richard Jensen straffespark. Viborgs anfører Jeppe Grønning sparkede derfor nemt udeholdet på 1-0, hvilket blev resultatet af første halvleg.
Det faldt helt sammen for holdet fra Nørreskoven i anden halvleg. Flere tilskuere forlod også Vejle Stadion i protest efter viborgensernes mål til 4-0.
Vejle Boldklub er med endnu et nederlag uden point som det eneste mandskab i landets bedste række denne sæson.
Syd- og Sønderjyllands andet hold i Superligaen, Sønderjyske Fodbold, spiller klokken 18 mod Brøndby på Brøndby Stadion. Kampen kan ses på TV3+ og Viaplay.