Mihai er mødt ind til en mission, mange kalder umulig
Mihai Teja tror på, at Vejle har det, der skal til for at overleve i Superligaen. Han ser nu frem til vinterens træningskampe, hvor han for alvor får mulighed for at præge truppen.
Vejle Boldklubs cheftræner Mihai Teja står i spidsen for en svær mission om at overleve i Superligaen til sommer.
Fans og eksperter har kaldt det en umulig opgave at undgå nedrykning, men den rumænske træners håb er stadig intakt.
- Jeg håber, at alle omkring Vejle bevarer roen og bliver tæt på holdet, selvom det er svært efter resultaterne sidste år. Jeg vil gøre mit bedste sammen med min stab, sundhedsstaben, spillerne og ledelsen for at redde holdet, siger Mihai Teja.
Vejle Boldklub tabte sidste kamp i efteråret til FC Midtjylland, så afstanden for en sæson mere i landets bedste række er i øjeblikket ti point væk.
Ferien er slut
Superligaen holder vinterpause, men holdet vendte mandag tilbage fra en måneds ferie. Det har været godt for alle i klubben med nogle uger væk for at cleare hovedet, fortæller cheftræneren.
Nu venter en opstartsperiode med fem træningskampe, hvor tre af dem spilles på holdets træningslejr i Tyrkiet, før det går løs med superligafodbold igen i februar.
Vejle Boldklubs træningskampe i opstarten
Vejle Boldklub - B.93 (Spilles i Vejle den 18. januar)
Vejle Boldklub - Paksi FC (Spilles i Tyrkiet den 24. januar)
Vejle Boldklub - FC Dinamo Batumi (Spilles i Tyrkiet den 28. januar)
Vejle Boldklub - SV Ried (Spilles i Tyrkiet den 31. januar)
FC Midtjylland - Vejle Boldklub (Spilles i Herning den 8. februar)
Mihai Teja kom til Vejle Boldklub i slutningen af september, efter den tidligere mand i spidsen Ivan Prelec sagde op. Teja nåede otte kampe på to måneder, hvor det blev til seks point.
Rumæneren satte holdet på flere forskellige måder, men han følte ikke, han nåede at lære alle spilleres kompetencer at kende på de få måneder. Derfor glæder han sig til den kommende måneds tid, hvor han vil se alle spillere i aktion.
- Der var en del spillere, som ikke spillede meget i efteråret, hvor jeg ønsker at se deres kvaliteter i kamp. Det er i kampene, du bedst kan bedømme spillerne og se, hvad der skal forbedres, siger Mihai Teja og tilføjer, at flere akademispillere træner med holdet i opstarten.
Cheftræneren er også nødt til at kende sine kort på hånden, da nogle af dem kan forsvinde de næste uger.
Har ikke magiske evner
Transfervinduet åbnede nytårsdag og lukker den 3. februar. 13 spilleres kontrakter udløber til sommer, hvor flere af dem nu har fri mulighed for at forhandle med potentielle arbejdsgivere i fremtiden.
Omvendt er det også en periode, hvor holdet kan forstærke sig med nye spillere. Adm. direktør Henrik Tønder fortalte i december, at klubben ville tænke mere langsigtet modsat sidste januar, hvor klubben hentede flere spillere ind på korte lejekontrakter.
Mihai Teja forholder sig ikke til, hvad Vejle skal hente ind for at overleve. Han peger dog på et sted, som skal forbedres i foråret.
- Jeg ville lyve overfor dig, hvis jeg sagde, at jeg havde magiske evner. Vi skal træne situationerne, vi ikke gjorde godt i de sidste kampe af efteråret. Vi lukkede mange mål ind, og vi har brug for mere balance i holdet, sagde han efter onsdagens træning.
Vejle Boldklub spiller første kamp i Superligaen søndag den 16. februar mod Silkeborg IF på udebane.