Eksperter kalder det 'uhørt': Antallet af storke i Sønderjylland er i vækst
Storkeantallet er i kraftig vækst i Tyskland - og dermed også i Syd- og Sønderjylland hvor der kan blive kamp om rederne, når de 'afrikanske' storke kommer hertil senere på foråret.
'Når det regner på præsten, så drypper det på degnen'. Sådan lyder et gammelt ordsprog.
Den store tyske storkebestand har nemlig fået en tidlig forårseffekt på bestanden i det syd- og sønderjyske. Sådan lyder det fra en ekspert fra Storkene.dk.
Flere nye storkepar
Allerede den 24. marts er der etableret tre storkepar - blandt andet i TV SYDs og Storkene.dk's rede i Smedeager mellem Tønder og Aabenraa, og det skorter heller på singlestorke i rederne rundt omkring i vores landsdel.
- Med tanke på at vi endnu ikke har set hovedparten af de returtrækkende storke, er det, vi oplever i år helt uhørt. Der er allerede nu daglige kampe ved storkerederne, og de storke, der sidste år dannede par, har skiftet både rede og partner. Det er tegn på en bestand i dynamisk vækst, udtaler storkeeksperten Hans Skov fra Storkene.dk.
Storkene, der er i rederne nu, er ifølge Storkene.dk såkaldte 'vesttrækkere', der var været i Spanien eller Frankrig for at holde vinterferie. Senere på foråret kommer de storke så, der har været på en lidt længere tur - typisk fra Afrika og det kan give lidt trængsel, hvis rederne allerede er fyldte.
- Allerede nu har vi set, at i Jejsing ved Tønder har et tidligt vesttrækkende storkepar indtaget storkereden, der sidste år var beboet af et østtrækkende storkepar (Annika og Alfred, red.). Når de så dukker op her i starten eller midten af april, så er reden taget, og de vil så skulle kæmpe om reden eller videre til en ny rede, siger Hans Skov.
En forsmag på fremtiden
Udviklingen er bare et kig ind i en fremtid, hvor endnu flere storke vil kigge mod Syd- og Sønderjylland, lyder forudsigelsen.
- For få år siden var der kun ét storkepar i Sønderjylland. Det var ret statisk det hele, og det var det samme storkepar, der kom til reden år efter år. Det, vi oplever nu og vil opleve de kommende mange år, er, at der vil være løbende udskiftning i storkerederne, og at bestanden vil udvikle sig videre op igennem Jylland, siger Hans Skov.
At der er kommet flere storke kan også tilskrives, at man - ikke mindst i Tyskland - har gjort meget for at skabe bedre forudsætninger for storkene, når de kommer tilbage fra varmere himmelstrøg.
- Storkene har lagt deres trækrute og vinterkvarter om. Hvor de fleste tyske storke før var østtrækkere med vinterkvarter i Øst- og Sydafrika, så er et stigende antal tyske storke blevet vesttrækkere og har nu vinterkvarter på den Pyrenæiske Halvø, nogle er endda ikke længere væk end Frankrig. Det, at de ikke trækker ud af Europa, øger overlevelsesraten. I det vestlige Tyskland er der tillige sket meget naturgenopretning, som gavner storken, og overalt bliver storkene budt velkommen af mennesker, der sætter reder op til dem. Som i Danmark er storken i Tyskland en højt elsket fugl, slutter Hans Skov.
Du kan følge med i det nye pars gøren og laden i reden i Smedager på linket her.