Storkenavne deler vandene: - Upassende at opkalde unger efter en skrottet vaccine
Fredag i sidste uge fik de to storkeunger i Smedagerreden navnene Astra og Zeneca. Navnene, som er valgt efter en SMS-afstemning blandt seerne, har gjort en del storkeelskere vrede og forargede.
Siden de to storkeunger i Smedagerreden fredag fik deres navne 'Astra og Zeneca', har TV SYD fået en del henvendelser fra følgere af livet i tv-reden, som er utilfredse med valget af navnene - Astra til hunstorken og Zeneca til hanstorken. Navnene er simpelthen upassende, mener de:
Navnene forbinder man med sygdom og død. Navne på storkeunger bør henvise til noget, man bliver glad for, noget som giver håb, for man har vel lov at drømme.
Randi Steensen
- Jeres lille gæk med i år at tage et ekstra navneforslag med til storkeungerne i Smedager har nu resulteret i, at vi til evig tid skal mindes om en udskældt og skrottet vaccine, skriver Berit Lund til TV SYD.
Jan Sand skriver, at valget af Astra og Zeneca som storkenavne er 'det glade vanvid':
- Jeg ved, at de navne har gjort mange mennesker, der følger storkene af kærlighed, kede af det.
Randi Steensen er en af dem, der også er meget ked af navnevalget, da det minder hende om en trist tid under coronapandemien:
- Navnene forbinder man med sygdom og død, så det er helt forkert at kalde de smukke fugle Astra og Zeneca. Navne på storkeunger bør henvise til noget, man bliver glad for, noget som giver håb, for man har vel lov at drømme, mener hun.
Også Dorte Christensen er utilfreds med, at navnene minder os om pandemien og skrottede vacciner:
- Det er da nærmest groft at bruge de to navne, når man har erfaring med, at netop denne vaccine sammen med Johnson&Johnson har skadet mennesker så meget, at nogle endda er døde af eftervirkningerne, mener Dorte Christensen på vegne af en gruppe 'trofaste storkevenner'.
AstraZeneca
- Det er medicinalvirksomheden AstraZeneca, der har inspireret en seer til at foreslå de to navne til storkeungerne.
- AstraZeneca har produceret en af de vacciner, som i nogle dele af verden er i brug til bekæmpelsen på coronavirus. 30. marts fik covid-19-vaccinen fra AstraZeneca et egentligt lægemiddelnavn og hedder nu Vaxzevria.
- I Danmark indstillede vi brugen af vaccinen fra AstraZeneca 14. april som fast del af vaccinationsprogrammet efter meldinger om blodpropper.
- 3. maj meldte Sundhedsstyrelsen så ud, at der var kommet en tilvalgsordning for vacciner uden for vaccinationsprogrammet - vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson&Johnson.
Sådan er storkenavnene fundet
Navnene til storkeungerne er fundet efter en sms-afstemning blandt TV SYDs seere, hvor 1.477 mennesker stemte på fire navnepar. Her fik navnene Astra & Zeneca 493 af stemmerne - som er godt en tredjedel af alle stemmerne.
Valget stod mellem Søren og Mette, Kaj og Andrea og Hans og Grethe og altså Astra og Zeneca. Alle navne er valgt af TV SYDs seere, som i 750 mails gav deres bud på gode storkenavne. Efterfølgende kom tre af de mest populære sammen med jokeren Astra og Zeneca, som TV SYD valgte også at bringe i spil efter forslag fra en seer til sms-afstemning.
Navnene er valgt ved en afstemning, og vi respekterer naturligvis det udfald, storkeelskere fra nær og fjern har stemt igennem.
Jesper Nygaard, chefredaktør, TV SYD
- Det er en ommer
Mange af de henvendelser, TV SYD har fået, går på, at folk synes, at sådan en joker ikke er fair at bringe i spil, fordi den både sender tanker til pandemien med sygdom og død, og så er flere af den opfattelse, at for mange har stemt på navnet for at 'drille' de ægte 'storkomaner', som Berit Lund kalder sig selv og andre storkeelskere. Hun mener som flere andre, at konkurrencen bør gå om:
- Jeg kan sagtens se gimmicken i det, men jeg synes virkeligt, at det er en ommer. Og jeg ville ønske, at I kunne se bare lidt ud over jeres ellers fantastiske, dygtige og engagerede journalistisk hat og forstå, at dette med navne ikke kun handler om storke, men om mange mange menneskers følelser, sjæl og i sidste ende lysten til at være medlem af Storkene.dk, mener Berit Lund.
Det synspunkt deler Randi Steensen:
- Jeg håber virkelig, at I vil ændre navnene. Enten ved en ny afstemning eller ved at kalde dem noget andet.
Fakta om navnene Astra og Zeneca
ASTRA:
Astra er et pigenavn og betyder stjerne på latin.
I januar 2021 var der ifølge Danmarks Statistik ti piger med fornavnet Astra i Danmark. En stigning på tre i forhold til 2020.
Astra er dermed et meget sjældent navn i Danmark.
ZENECA:
Er ikke et godkendt fornavn i Danmark.
Lucius Annaeus Seneca (født ca. 4 f.Kr., død 65 e.Kr.) - også kendt som Seneca den yngre - var en romersk filosof, forfatter, politiker og lærer for kejser Nero.
Kilde: Den store danske
Navnene forbliver Astra og Zeneca
Der kommer ikke til at være en ny afstemning eller ændring af navnene. TV SYDs chefredaktør, Jesper Nygaard, understreger, at seerne har talt ved sms-afstemningen, og dermed er der et klart flertal for de to navne:
- Og vi respekterer naturligvis det udfald, storkeelskere fra nær og fjern har stemt igennem, så vi laver ingen ændringer. Men vi håber samtidig, at der i årene fremover kommer mange flere storkeunger til i Smedagerreden, så det kan jo være, at de storkeelskere, der ikke bryder sig om navnene Astra og Zeneca, ved fremtidige afstemninger kan være med til at sikre, at storkene får navne, de synes om.
Storkeekspert: - Det vigtigste er ringmærkning
Hos storkene.dk vækker navnene på de to storkeunger ikke så voldsomme følelser, selvom de er glade for, at de få storke i Danmark har navne:
- Det kan gøre det lettere at omtale dem, når de har et navn, og det er også hyggeligt med navne fremfor et ringnummer. Når det er sagt, så er det vigtigste for os, at storkeungerne bliver ringmærket. Med en ringmærkning har vi nemlig mulighed for at se, hvor storkene kommer fra i verden, og hvor de flyver hen. Det er det interessante, synes vi, siger Mogens Lange, der er storkeekspert i foreningen.
Storkeungerne er ringmærket. Hunnen Astra har nummer 1E42. Hannen Zeneca har nummer 1E43 og er desuden også udstyret med en GPS-sender, så man kan følge hans færden.
Sådan fordelte stemmerne sig:
1. pladsen: Astra & Zeneca - 493 stemmer (34 %)
2. pladsen: Søren & Mette - 344 stemmer (23 %)
3. pladsen: Kaj & Andrea - 329 stemmer (22 %)
4. pladsen: Hans & Grethe - 311 stemmer (21 %)
I alt 1.477 stemmer