Færge aflyst resten af ugen efter brand
Elfærgen Ellen, der sejler mellem Als og Ærø, er aflyst resten af ugen.
Det oplyser Ærøfærgernes direktør, Keld Markmann Møller, til TV SYD.
Aflysningerne sker efter en brand i batterirummet, som blev slukket af det automatiske skumslukningssystem.
Først var meldingen, at færgen ville sejle igen torsdag, men nu er meldingen altså, at sejladsen først bliver genoptaget mandag.
Rederiet arbejder lige nu sammen med batterileverandøren, Beredskabsstyrelsen og Søfartsstyrelsen på at finde årsagen til branden.