Dykkere og kæmpekran skal tilpasse færgeleje på Als
Efter en batteribrand har sat elfærgen Ellen, der sejler mellem Als og Ærø ud af spil, har byrådet på Ærø besluttet, at færgelejet i Fynshav skal omlægges, så færgen Skjoldnæs, som i forvejen sejler mellem Ærø og Faaborg, også skal sejle mellem Ærø og Als.
- Det er ikke noget usædvanligt, for vi gjorde det samme i 2019, da færgen Ellen kom til. Men det er noget stort grej, der skal til, fortæller Bo Jørgensen, der er projektleder ved Munck Havn og Anlæg, der står for omlægningen færgelejet.
Efter planen påbegynder arbejdet med at omlægge færgelejet på torsdag, når en mobilkran til 250 tons indfinder sig i Fynshav. Udover den store kran, kræver omlægningen også dykkere samt særlig ekspertise inden for hydraulik.
Efter planen kommer Skjoldnæs til at sejle fire afgange fra Fynshav samt tre afgange fra Faaborg i døgnet, når den inden længe overtager for Ellen.