34-årig holdt kvinde fanget i bil i tre dage
En 34-årig mand er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 14 dage ved Retten i Sønderborg i en sag om voldtægt, vold og dødstrusler.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
Tirsdag begyndte grundlovsforhøret, og ifølge JydskeVestkysten fremgår det af sigtelsen, at manden angiveligt har udsat en kvinde for massiv vold i perioden 2. august til 5. august, mens de befandt sig i kvindens bil.
Han har blandt andet slået, sparket, bidt og forsøgt at kvæle kvinden samt tvunget hende til analt samleje, skriver JV.
Ifølge sigtelsen skal manden også have sagt til kvinden, at hun kunne vælge mellem at køre frontalt ind i en modkørende bil eller blive stukket ihjel i en skov.
Manden nægter sig skyldig.
Politiet oplyser, at manden er fra Sønderborg Kommune og kendte kvinden i forvejen.