- Det kan være en del af jobbet. Jeg synes ikke, at mine medarbejdere skal have det sådan, men jeg kan ikke garantere, at der ikke er udadreagerende børn i vores dagtilbud, fortæller områdeleder i Vejen Kommune, Janni Kruse Olsen.
I Arbejdstilsynets påbud står der, at Børnehaven Egebo skal sikre, at arbejdet med børnene skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så risikoen for vold i arbejdet effektivt forebygges.
Det skyldes blandt andet, at de ansatte har oplevet fysiske skader i form af blå mærker efter slag/kast med genstande, samt mærker/huller i huden efter bid fra børn. Dertil kan de ansatte opleve tilråb såsom "Møgkælling" og "Kæmpe idiot."
Her påpeger Janni Kruse Olsen, at Arbejdstilsynet vurderer og kritiserer, at Børnehaven Egebo ikke kortlægger risikoen for vold, herunder at de ikke systematisk registrere voldshændelserne. Desuden påpeger Arbejdstilsynet, at de heller ikke systematisk foretaget en risikovurdering af børnene, de ansatte arbejder med.
- Det er et klart udtryk for, at der er nogle få børn, der mistrives. Det har vi arbejdet med, og det gør vi fortsat. Men det er helt korrekt, at vi ikke har opfyldt kravene for at dokumentere og registrere. Der har vi simpelthen ikke været dygtige nok. Vi har talt om situationerne, men vi ikke registreret dem, fortæller Janni Kruse Olsen.
Nu skal voldshændelserne registreres
De ansatte fortæller Arbejdstilsynet, at de ikke oplever en klar og tydelig defination af, hvad der skal registreres. Desuden ved de ansatte ikke, hvad de skal gøre, hvis de er udsat for vold.
- Vi har nu lagt et skema ud på alle stuerne, hvor de skal registrere voldsomme hændelser. Her sætter de ansatte nu et kryds, også selvom de ikke umiddelbart tænker, at det var noget særligt. Her håber vi, at det kan være med til at forebygge yderligere, fortæller Janni Kruse Olsen.
Hun anerkender, at de ansatte ikke skal opleve tilråb, skub, spark eller bid. Hun henviser til, at det er tre til fire børn, som der henvises til i Arbejdstilsynets rapport. Hun mener ikke, at beskrivelsen i Arbejdstilsynets rapport er et billede på den generelle trivsel i børnehaven, hvor der går 90 børn i alt.
- Vi har et rigtig godt arbejdsmiljø generelt. Vi har et lavt sygefravær og høj forældretilfredshed. Generelt er rapporten voldsom læsning, men vores ansatte giver generelt udtryk for, at de er glade for at gå på arbejde, fortæller områdelederen.
I rapporten er der interviewet tre af de i alt 20 ansatte. De giver udtryk for, at de oplever søvnbesvær og et besværligt samarbejde mellem kollegaerne imellem, da de kan opleves med kort lunte og lukket.
- Der er plads til børn i vores børnehave, der er udadreagerende. Det er ønskværdigt, at episoderne ikke forekommer. Det arbejder vi fortsat på at forebygge, fortæller Janni Kruse Olsen.