Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Region afsætter knap 60 millioner kroner til kræftbehandling

Regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt fordelingen af 59,8 millioner kroner til behandling af kræft i 2024.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Pengene kommer efter en indgået aftale mellem regeringen og Danske Regioner den 14. november 2023 omhandlende udmøntningen af midler til en ekstraordinær indsats af kræftbehandlingen i 2024.

Størstedelen af millionbeløbet, 47 millioner kroner, har regionsrådet fordelt over syv forskellige initiativer, som primært omhandler at øge behandlingskapaciteten samt at udvikle kræftbehandlingen.

De resterende 12 millioner kroner er øremærket af regeringen og Danske Regioner, hvoraf 10 millioner kroner går til tilskud af tandpleje, mens de sidste to millioner kroner går til at styrke patientrådgivningen i regionen og medfinansiering af en administrativ specialenhed i Region Hovedstaden. 

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Miljøskadelige evighedskemikalier skal ud af dit tøj

Dit tøj, dine sko og møbler skal fremover kunne imprægneres effektivt uden brug af de miljøskadelige PFAS-stoffer.

Det er nødvendigt, efter at et enigt folketing netop har valgt at gå enegang i EU med et forbud mod PFAS mod ovennævnte produkter fra juli 2026.

De nuværende alternativer til imprægnering med PFAS beskytter ikke tekstiler nær så effektivt.

Derfor arbejder danske forskere og virksomheder på en løsning, der kan få betydning for udfasningen af PFAS også i andre brancher.

Teknologisk Institut og virksomheden Guardian Protection Products A/S er gået sammen om at lave en PFAS-fri imprægneringsspray, der skal beskytte tekstiler effektivt mod vand, fedt og smuds med støtte fra Miljøministeriet.

Løsningen kan have store miljømæssige gevinster, viser tal fra European Chemicals Agency.

Tekstilindustrien tegner sig for 30 procent af al PFAS-udledning, der blandt andet stammer fra, at PFAS frigives ved tøjvask.

- Virksomhederne skal hurtigt finde gode alternativer til PFAS, hvis de skal fremtidssikre sig. PFAS i imprægnering har unikke egenskaber, så der skal tænkes ud af boksen for at finde noget andet, siger konsulent Emil Damgaard-Møller fra Teknologisk Institut.

- Men lykkes det, er der både store miljøgevinster og forretningsmuligheder, tilføjer han.

Det danske forbud er blot første skridt mod et bredere forbud mod PFAS i EU, som blandt andet Danmark har stillet forslag om. Det kan få betydning for mange andre PFAS-forbrugende brancher.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Fælden klappede: 44 bilister får en kedelig hilsen

Syd- og Sønderjyllands Politi havde i dag placeret en fotovogn på Grindstedvej i Vejen Kommune, som er en af politiets fokusstrækninger.

Det har ført til, at 44 bilister nu kan se frem til at få en kedelig hilsen fra politiet herunder fem, der trykkede så hårdt på speederen, at de får et klip i kørekortet. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X. 

Dagens højeste målte fart var 131 kilometer i timen i en 80 kilometer i timen-zone.

Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Historisk kro får ny ejer

Familien Schrøder har i mere end hundrede år drevet den historiske Gram Slotskro, men nu er det slut. 

Kroen har fået ny ejer. Eller måske rettere ny gammel ejer. Det er såedes Gram Slot, der nu er blevet genforenet med den historiske kro, der tidligere var en del af slottet. Det skrive Gram Slot på Facebook.

- Jeg er utrolig glad på Gram Slots vegne over, at en så historisk bygning som slotskroen får mulighed for at komme tilbage til slottet, udtaler Svend Brodersen, der er direktør på Gram Slot.

Svend Brodersen er direktør på Gram Slot. Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Gram Slotskro var en del Gram Slot, da den blev bygget i 1673. Familien Schrøder har drevet kroen i 111 år enten som ejere eller forpagtere indtil Marianne og Carsten Schrøder besluttede at stoppe som kroværter. 

- Lokal forankring er altid vigtigt, og derfor er jeg også glad for at de medarbejdere, der har arbejdet på Slotskroen og Den gamle kro kan beholde deres job og allerede er blevet en del af personalet på Gram Slot, udtaler Marianne Schrøder.

Foto: Storkene.dk/TV SYD

Det skal der nu ske med storkeungen fra Smedager

Lørdag formiddag blev fem til fire.

Lidt efter klokken 11 kunne man langsomt ane en lift, der bevægede sig ind i billedrammen på den tv-transmitterede storkerede i Smedager. Kort tid efter var der en stork mindre i reden.

Den ene af storkeparret Connie og Thorkilds fem unger lider af det, som Mogens Lange fra storkene.dk kalder for "englevinger".

Eksperterne fra storkene.dk vurderede, at storken ikke ville kunne flyve fra reden, når den tid kommer i sensommeren. Derfor besluttede de, at storkeungen skulle hentes og bringes til et plejecenter syd for den dansk-tyske grænse i byen Erfde.

Valget er faldet på det sted, fordi de i forvejen har fem storkeunger med præcis samme udfordring. 

Ungen fra Smedagers ene vinge er ifølge storkeekspert Mogens Lange vokset for hurtigt.

- Den er blevet for tung til, at senerne kunne følge med. Fordi de ikke kan følge med, så er de ikke stærke nok til at holde vingen på plads, siger han.

Derfor skal Smedagerstorkens vinge nu "tapes op" i fire uger. På den måde får senerne og muskulaturen en chance for at følge med. Herefter vil tapen blive fjernet, og så vil man vurdere storkens tilstand. 

En ting står dog fast. Storkeungen kommer ikke tilbage til reden i Smedager - medmindre den vender tilbage som voksen. 

Hvis alt er gået, som storkeeksperterne håber efter de fire uger, så skal den herefter begynde at gøre sig nogle erfaringer med at flyve sammen med de andre storkeunger på plejecentret.

- Når det begynder at blive træksæson (august, september red.) og alle storke skal sydpå, så bliver de sluppet fri, fortæller Mogens Lange.

Ifølge Mogens Lange vil der ikke komme nogen efterfølgende reaktion hos de andre storke i Smedager-reden efter "tabet" af et familiemedlem. Hverken hos forældrene eller de fire søskende.

- Der kommer ikke nogen notits af det overhovedet. De andre får bare lidt mere mad nu, siger han.

Tema

Storkene 2024

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Strømprisen går i minus - se her hvornår

Du kan lige nå at spare lidt penge, hvis du sætter en vask over nu. Strømprisen er negativ i Jylland frem til klokken 17 i dag lørdag. Det viser tal fra Energy Data Service ifølge TV 2 Vejret.

Klokken 14 er prisen helt nede på - 11 øre per kilowatt-time. Hvis du ikke kan nå at drage nytte at de lave strømpriser i dag, så fortvivl ikke. Ifølge prognosen falder strømpriserne igen til under nul i morgen søndag, så der er rig mulighed for at få bugt med vasketøjet til spotpris.

Det er ifølge TV 2 Vejret et lavt forbrug af strøm i weekenden kombineret med blæst, som giver negative strømpriser i perioder. 

Der er dog kun, hvis du har en strømaftale med variable elpriser, at du kan drage nytte af den billige strøm. Vær samtidig opmærksom på, at de oplyste priser kun dækker den rå strømpris og ikke inkluderer afgifter og nettarif. Strømmen er der for ikke nødvendigvis gratis, selvom strømprisen er nul eller negativ. 

Foto: TV 2 Vejret
Foto: Presse-fotos.dk

To biler i færdselsuheld: Delvist frontalt sammenstød

Der er sket et færdselsuheld på Løgumklostervej ved Rødekro. To biler er involveret.

- Det er to biler, der er kørt delvist frontalt ind i hinanden. Der er kun lettere tilskadekomst, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Michal Karlsen. 

Det fremgår af billederne, at der er tilkaldt en ambulance til stedet. Det er normal procedure at tilkalde en ambulance, forklarer vagtchefen. 

- Hvis det over en vis hastighed, så bliver de altid taget med ind på sygehuset til tjek, siger Michael Karlsen. 

Foto: Presse-fotos.dk
/5
Foto: Diabetesforeningen.

Armbånd skal gøre festivalgæster opmærksom på diabetes

Lavt blodsukker kan være livsfarligt for personer med diabetes, der tager insulin.

Lyseblå festivalarmbånd skal igen i år sørge for, at den rette hjælp kommer, hvis en person med diabetes får det dårligt på sommerens festivaler. Det skriver Diabetesforeningen i en pressemeddelelse.

Sidste år tog flere tusinde festivalgæster imod armbåndet ifølge Diabetesforeningen.

I år er armbåndene sendt ud til festivaler som Roskilde Festival, Smukfest, Copenhell, Northside Festival og Grøn Koncert. 

Sidstnævnte koncertarrangement kommer forbi Kolding 19. juli og Esbjerg 25. juli. Personer med diabetes kan hente armbåndene hos samaritterne.

Diabetes

I dag har mindst 360.000 danskere diabetes, hvilket svarer til seks procent af befolkningen. Den gruppe ventes at stige til 467.000 i 2030, viser tal fra Diabetesforeningen.

Der findes over 30 forskellige typer af diabetes, men de to mest kendte og udbredte er type 1 og type 2 diabetes.

Type 1 diabetes rammer oftest børn eller yngre voksne, men også ældre kan blive ramt. Forskere kan ikke pege på, hvad der udløser sygdommen - og den kan derfor ikke forebygges.

Størstedelen af personer med diabetes har type 2. 325.000 danskere lever med sygdommen. 100.000 ved ikke, at de har den.

Type 2 diabetes er arvelig, men kommer i mange tilfælde af overvægt, fysisk inaktivitet eller nogle former for medicin. Den kan derfor forebygges i en vis grad.

Armbåndene har teksten: "Jeg har diabetes. Virker jeg konfus? Måske har jeg lavt blodsukker. Giv mig noget med sukker og ring 112. Tak".

- Hvis man får lavt blodsukker, så besvimer man som det første. Det er i den situation, hvor folk kan være i tvivl, om hvorvidt man bare er fuld og har lagt sig til at sove, eller hvad der sker. Så det er jo ganske alvorligt, og i værste fald kan man dø, siger Claus Richter.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ordfører vil ikke kommentere tidligere vikars store bededag-forslag

Det ser ikke godt ud for Socialdemokratiet, hvis man læser meningsmålingerne. Derfor må partiet gøre noget drastisk for at vende situationen.

Det mener Theis Kylling Hommeltoft, som er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Aabenraa Kommune. Han var også barselsvikar i Folketinget for politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) fra januar til april 2024.  

For at vende de dårlige målinger har Theis Kylling Hommeltoft i et Facebookopslag og overfor TV SYD sagt, at han mener partiet skal skifte kurs og arbejde for at gøre store bededag til en helligdag igen. 

Det forslag har Christian Rabjerg Madsen, som er valgt i Sydjyllands Storkreds, ikke meget lyst til at kommentere.

"Står over". 

Sådan lyder hans korte svar i en sms, da TV SYD beder om at få et interview om forslaget. Christian Rabjerg Madsen vil altså ikke kommentere forslaget fra sin egen barselsvikar. 

Theis Kylling Hommeltoft begrunder sit forslag med henvisning til de dårlige meningsmålinger. 

- Meningsmålingerne styrtdykker, det kan vi jo se. Det hjælper ikke noget, at Christian Rabjerg Madsen siger, at vi ikke skal tage meningsmålingerne så alvorlige. Det er jeg uenig i, sagde Theis Kylling Hommeltoft til TV SYD fredag. 

Theis Kylling Hommeltoft (S) er byrådsmedlem i Aabenraa Kommune og tidligere barselsvikar i Folketinget for Christian Rabjerg Madsen (S). Foto: Matt Marsh

I en måling som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken, står regeringspartiet til få 30 pladser i Folketinget. Det står i skærende kontrast til de 50 mandater partiet fik ved sidste valg. Samtidig står SF til at blive Danmarks største parti med 32 mandater. 

- Jeg synes helt overordnet, at Socialdemokratiet har givet især SF lov til at komme for meget til orde og indflydelse, sagde Theis Kylling Hommeltoft fredag til TV SYD. 

Det er kun få dage siden at Christian Rabjerg Madsen som politisk ordfører for sit parti måtte gå ud og afmontere et forslag fra en kandidat, som stak ud fra partilinjen. 

Det skete, da Niels Fuglsang (S), som er medlem af Europaparlamentet og stiller op til genvalg, forslog at kræve energimærke E på alle boliger inden 2035. 

- Det her forslag er udtryk for kandidatens egen holdning og ikke et forslag, der nyder opbakning i Socialdemokratiet, sagde Christian Rabjerg Madsen i den forbindelse til Ritzau. 

En professor har ifølge Ritzau vurderet, at forslaget vil påvirke 400.000 boligejere, og at det vil koste i gennemsnit 300.000 kroner at få opgradere boligerne.

Statsminister Mette Frederiksen (S) erkendte ved Folketingets afslutningsdebat, at hun havde undervurderet modstanden mod at afskaffe Store Bededag.

Følg med - nu fjernes storkeunge fra rede

Opdatering 11.45: Storkeungen er nu blevet hentet og vil blive fragtet til plejecentret i Erfde i Tyskland.

Det meste af tiden ånder alt fred og ro i storkereden i Smedager. Men lørdag formiddag sker der ting og sager.

En af storkeungerne har været særligt i fokus hos folkene fra storkene.dk og deres tilknyttede læge de seneste døgn.

Dens ene vinge hænger, og ifølge Mogens Lange fra storkene.dk skyldes det, at den lider af det, man kalder "englevinger".

- Den er vokset for hurtigt på den her vinge, så den er blevet for tung til, at senerne kunne følge med. Fordi de ikke kan følge med, så er de ikke stærke nok til at holde vingen på plads. 

I går aftes blev det besluttet, at den ene af de i alt fem storkeunger, som storkeparret Connie og Thorkild har bragt til verden her i foråret, skal fjernes fra reden og flyttes til et plejecenter i Erfde syd for den dansk-tyske grænse.

Når folkene, der skal fjerne storkeungen, dukker op i liften ved storkereden, vil storkeungerne spille døde

I videoen i toppen af artiklen kan du følge med i storkereden live. Ellers kan du også gå ind og følge med ved at klikke her, hvor du også finder meget mere om livet i reden i Smedager samt folkene fra storkene.dks arbejde for at få flere ynglende storke i landet.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com