Danske p-skiver giver bøde i Tyskland
Uden tysk p-skive får man parkeringsafgift i Tyskland, når man parkerer på offentlige p-pladser.
Den tyske p-skive er mørkeblå og har en hvid urskive i midten. I modsætning til den danske som bare er et ur med en bevægelig pil. Eller en drejeskive omkring en pil.
Forskellen kan opleves minimal, men ikke for en tysk p-vagt.
Vi oplever, at mange danskere ikke bruger de rigtige p-skiver, når de er på besøg i Flensborg
Clemens Teschendorf, pressetalsmand, Flensborg
Når man parkerer bilen i Flensborg for at shoppe i gågaden, er det ikke ligegyldigt, hvilken nationalitet p-skiven i forruden har. Altså om den er tysk eller dansk.
Er den dansk, får man en p-afgift, hvis kommunens vagt kommer forbi. Er den tysk og korrekt indstillet, sparer man bøden på 20 euro. Det svarer til knap 150 kroner.
Stort problem i julen
De tyske parkeringsregler er ikke nye. Men i julen valfartede mange danskere som sædvanligt til julemarkeder i den nordtyske handelsby. Bystyret bemærkede, at den var helt gal med danskernes p-skiver. Og det fortsatte ind i 2023.
- Vi oplever, at mange danskere ikke bruger de rigtige p-skiver, når de er på besøg i Flensborg. De risikerer derfor en p-bøde, siger Clemens Teschendorf, pressetalsmand for Flensborg.
Selvom det ikke er nogen ny parkeringsregel, hører det dog med til historien, at afgiftskravene endnu ikke er begyndt at tilflyde danskere i denne omgang. Bystyret begynder nemlig først atter at opkræve p-afgift en gang i februar.
Folk skal have en rimelig chance for at have den rigtige skive på plads
Clemens Teschendorf, pressetalsmand, Flensborg
- Vi vil gerne informere om det, så danskerne bruger den rigtige p-skive, inden vi begynder at udskrive afgifter, siger Clemens Teschendorf, der kalder opfordringen for en venlig påmindelse.
- Folk skal have en rimelig chance for at have den rigtige skive på plads, tilføjer han.
Ikke nok med at en typisk dansk p-skive ikke lever op til de tyske regler beskrevet i Strassenverkehrs-Ordnung. Heller ikke en dansk elektronisk p-skive duer. Kun den tyske udgave godkendt af de tyske myndigheder er lovlig.
I modsætning til Tyskland accepterer de danske myndigheder udenlandske p-skiver i udenlandsk indregistrerede biler.
"Ved parkering af udenlandsk indregistreret bil kan anvendes parkeringsskive, der opfylder kravene i hjemlandet", står der i Bekendtgørelse om parkeringsskivers paragraf 2, stk 4.
Det vil sige, at en tysk indregistreret bil også har lov til at benytte en tysk p-skive i Danmark.
Sådan ser en tysk p-skive ud
En tysk p-skive består af et mørkeblåt, rektangulært cover med et stort hvidt P og en hvid pil samt ordet 'Ankunftszeit' (ankomsttid) ligeledes i hvidt.
Der er indført et lille tandhjulslignende hvidt kort med tallene 1-12 og 13-24 i sort i selve coveret.
Mindre sorte streger markerer halve timer mellem de hele timer.
Dette lille kort kan ses gennem en udsparing i det blå cover og kan drejes, så tiden kan indstilles.
Elektroniske p-skiver er kun gyldige, hvis de er forsynet med et godkendelsesnummer. Det er ikke tilladt at benytte udenlandske elektroniske p-skiver.
(Kilde: Region Sønderjylland-Schleswig)
Print selv eller afhent
Med mindre man kører forbi en tankstation syd for grænsen og køber en p-skive til én euro, er der også andre muligheder for at lovliggøre ens parkering.
Hos Region Sønderjylland-Schleswig i Padborg kan man gratis afhente en såkaldt dobbelt p-skive. Med en tysk udgave på den ene side og en dansk på den anden. Adressen er Lyren 1 i Padborg.
Går turen ikke omkring Padborg, og har man en farveprinter derhjemme, kan man selv fabrikere en gyldig tysk p-skive.