Skare Meat Packers indgiver konkursbegæring
Tillidsrepræsentanten hos Skare Meat Packers bekræfter over for TV SYD, at medarbejderne onsdag fik at vide, at slagterivirksomheden fra Vejen har indgivet en konkursbegæring.
Den seneste måned har været begivenhedsrig for Vejen-virksomheden Skare Meat Packers, efter at Fødevarestyrelsen under et besøg sidste år fandt 250 ton gammelt kød, hvoraf det ældste stammer fra 2010.
Nu har sagen fået alvorlige konsekvenser for virksomheden, som onsdag begærede sig konkurs.
Det fortæller tillidsrepræsentant hos Skare Meat Packers, Gunner Herman Straarup, til TV SYD.
- Vi er dybt berørte allesammen. Vi har godt kunnet se krisen gennem længere tid, men den seneste tid har været hård for alle i virksomheden, siger tillidsrepræsentanten.
Ifølge Gunner Herman Straarup fik medarbejderne klokken 13 onsdag at vide af virksomhedens ledelse, at slagterivirksomheden havde indgivet en konkursbegæring.
Kunderne smutter
Efter Fødevarestyrelsens fund af de 250 ton gammelt kød valgte flere forhandlere at afbryde samarbejdet med Skare Meat Packers.
- Vi har mistet en del kunder, og særligt Rema 1000 og Salling Group har været et stort slag for os, da det er nogle af vores største kunder. Det er ikke behageligt at være i denne situation som medarbejder, for det er surt ikke at vide, om man er købt eller solgt, siger Gunner Herman Straarup.
Helt konkret betyder det, at mellem 300 og 400 slagteriarbejdere vil blive afskediget. Det erfarer TV 2.
TV SYD har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Skare Meat Packers' direktør Kurt Skare.
12 år gammelt kød
Det var under et kontrolbesøg, at Fødevarestyrelsen fandt de 250 ton gammelt kød, hvor noget af det var dateret helt tilbage i 2010.
Det er ikke ulovligt at sælge gammelt kød. Faktisk må man sælge kød, der er 50 år gammelt, men det er til gengæld ulovligt at sælge kød, hvis ikke det kan spores.
Og det var endnu et problem, styrelsen opdagede under deres besøg, hvor der manglede anmærkninger på en del af kødet, som derfor ikke kunne spores tilbage til oprindelseslandet.
Dertil kommer, at virksomheden ifølge Jyllands-Posten to gange det seneste år er blevet taget på ferskgerning af netop Fødevarestyrelsen i at ændre etiketten på kødet. På den måde kom kødet pludselig ikke fra Italien, men fra Tyskland.
De mange brud på reglerne førte til en politianmeldelse, men direktør Kurt Skare afviste dengang, at virksomheden skal have ageret på kant med loven.